Falkejagt deler vandene: - Det hører middelalderen til

I dag bliver det igen lovligt i Danmark at jage med rovfugle - til stor glæde for landets falkonerer. Ikke alle bifalder dog loven.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fremover når en jæger går på jagt, har han eller hun mulighed for at bruge andet end et skydevåben til at få sit bytte i hus.

Fra og med den 1. september er jagtloven nemlig lavet om, så det nu er lovligt for specialuddannede jægere at bruge rovfuglene falk og høg i jagten. Det har ellers ikke været lovligt i Danmark de seneste 50 år.

quote Det er det sidste, der er tilbage i en fortravlet hverdag, i forhold til den måde man levede på oprindeligt. At man lever med rovfugle og også går på jagt med dem

René Rask Bruun, formand, Dansk Falkejagt Klub

Lovændringen falder i rigtig god jord hos René Rask Bruun, der er formand for Dansk Falkejagt Klub. Han har sine falke på Møn.

- Det er helt fantastisk, at vi har en regering, som har taget en beslutning om, at vi må udøve vores ældgamle jagttradition igen. Det er vi meget taknemmelige for, siger han til TV ØST.

Falkoneren er meget fascineret af at jage med rovfuglene, fordi det nærmest åbner en portal til gamle dage.

- Det er det sidste, der er tilbage i en fortravlet hverdag, i forhold til den måde man levede på oprindeligt. At man lever med rovfugle og også går på jagt med dem. Det er meget fascinerende, siger René Rask Bruun. 

Artiklen fortsætter under billederne...

René Rask Bruun har flere forskellige falke.
René Rask Bruun har flere forskellige falke. Foto: Ingrid Østergaard - TV ØST
Her er det en slagfalk, der er den næststørste falkeart.
Her er det en slagfalk, der er den næststørste falkeart.

Hører fortiden til

Men lige så begejstret som falkoneren er ved udsigten til at gå på falkejagt, lige så skeptisk er Henrik Dahl fra Dansk Ornitologisk Forening i Vordingborg.

- Vi synes, det er ærgerligt. Man kan blandt andet ikke styre falken på jagt. Den kan forsvinde for en, og du kan ikke styre, hvilken fugl den jager. Det kan jo være en fredet fugl, siger han.

quote Det er et etisk spørgsmål, og det er et natursyn, som vi ikke synes hører vores tid til. Hvis alt bliver tamt og indespærret, hvor spændende er det så?

Henrik Dahl, ornitolog

Ornitologen synes samtidig ikke, at det er i orden at holde rovfugle fanget.

- Det hører middelalderen til at have dem i fangenskab på den måde. Falke og ugler og andre rovfugle er ikke egnet til at sidde på den måde. Vi kan godt vænne dem til det, ligesom med papegøjer, men det er ikke et frit liv for de fugle, siger Henrik Dahl.

- Det er et etisk spørgsmål, og det er et natursyn, som vi ikke synes hører vores tid til. Hvis alt bliver tamt og indespærret, hvor spændende er det så?

Fungerer godt i fangenskab

Men den kritik er René Rask Bruun slet ikke enig i. Han mener tværtimod, at falken gør sig rigtig godt i fangenskab.

- Vi har holdt hunde og heste og falke fanget, så langt tilbage nogen kan huske. Det er tradition, og falke fungerer faktisk rigtig godt i fangenskab. Nogen af dem, der er imod at holde rovfuglefanget, har selv små sangfugle i voliere bare for at se på dem, siger han. 

050629-Vandrefalk.jpg
Læs også
Vandrefalkeunger muligvis stjålet på Møn
050629-Vandrefalk.jpg
Læs også
Vandrefalkeunger muligvis stjålet på Møn

- Der synes vi jo, at det er mere berigende for en rovfugl at være i fangenskab hos os og komme ud at flyve og på jagt. Falken får lov at udleve sine naturlige instinkter.

Han håber, at falkejagten vil føre til bedre vilkår generelt for rovfugle.

- Der er mange, der gerne vil komme at se, hvordan det fungerer at gå på falkejagt. Det håber vi vil give dem en større forståelse for rovfuglene og vil hjælpe til at passe på dem, der hvor de er under pres.

Kræver jagttegn og falkonerprøve

En falkejagt foregår ved, at falken bliver sluppet fri, og når den stiger højt op på himlen, bruger jægeren enten en hund eller sig selv til for eksempel at skræmme en and op af et vandhul. Det får falken til at dykke ned for at fange anden og hurtigst muligt tage livet af den. 

Havørn ved Knudshoved
Læs også
Nysgerrig havørn i selfie-humør
Havørn ved Knudshoved
Læs også
Nysgerrig havørn i selfie-humør

Falkene kan især fange fugle som ænder, krager, råger, skader, fasaner og agerhøns.

Det kræver både jagttegn og en godkendt falkonerprøve, før man kan få lov at jage med rovfuglene.


Nyhedsoverblik