Fagforening efter afsløring af bro-selskaber: Vi skal tænke os godt om nu

00:27

Det bliver et italiensk entreprenør-konsortium, der skal bygge den nye Storstrømsbro. Det viser sig, at to af entreprenørene er anklaget for korruption.

Vejdirektoratet skal tænke sig grundigt om, før de skriver under på kontrakten om Storstrømsbroen. Det mener fagforeningen 3F.

To af de tre italienske entrepanørfirmaer, der skal bygge den nye Storstrømsbro, er anklaget for korruption i Italien.

Det afslører Fagbladet 3F.

Selvom der har verseret en stor korruptionssag i Italien siden 2003, så kender Vejdirektoratet ikke noget til anklagerne. Og det undrer 3F, at man ikke har været mere grundig med et baggrundstjek af virksomhederne, inden man indgik en aftale.

De dømte personer er ikke længere involveret i firmaerne. Men 3F er fortsat bekymret over anklagerne. Derfor har TV ØST snakket med næstformand i 3F Byggegruppen, Palle Bisgaard for at få afklaret, hvad problemet egentlig er, set med danske øjne.

Læs også Politikere vil stoppe underskrift på Storstrømsbro: Byggefirmaer i stor korruptionssag

Q&A med næstformand i 3F Byggegruppen, Palle Bisgaard​:

Hvad er jeres hovedbekymring ved denne sag?

Nu har vi haft rigtig, rigtig mange sager med italienske firmaer gennem de sidste fem år. Og vi er bekendte med, at en række af de virksomheder har relationer til virksomheder, der har været involveret i korruptionsskandaler i Italien.

Det undrer os, at man med danske virksomheder forlanger en rapport over, hvad de tidligere har været involveret i, men når det er udenlandske virksomheder, så er der ikke de samme krav. Det synes vi er meget ærgerligt, fordi vi har et rigtig godt samarbejde med Vejdirektoratet. Vi ved også, at Vejdirektoratet har gode klausuler i forhold til deres opgaver. Så vi synes, det er ærgerligt, at man ikke sætter sig mere ind i, hvad det er for nogle virksomheder, der står bag buddene.

Men hvad får det reelt af betydning for sådan et byggeprojekt her i Danmark, at de har korruptionsanklager i Italien?

Man kan sige, at for at vurdere, hvad det skal have af betydning for en sag, så er det vigtigt at vide, hvad der er gået forud. Hvis man ikke ved noget om det, så kan man ikke bedømme det. Men det er vores opfattelse, at hvis en virksomhed har et meget dårligt ry, så skal man tænke sig mere om, inden man indgår en stor kontrakt på en dansk arbejdsplads. Det er også vores erfaring, at hvis virksomhed er vant til at opføre sig, som det passer dem, så er der heller så stor chance for, at de overholder de klausuler, der er stillet op.

Vi har set på Metroen, Ringstedbanen og letbanen i Århus, at der har været store problemer med at opfylde arbejdsklausulerne. Så hvis man har tænkt sig, at arbejdsklausulerne skal være andet end pæne ord på et stykke papir, så skal man stramme lidt op.

Nu omhandler korruptionssagerne jo to tidligere topledere, som ikke længere er i firmaerne. Så bør det være så stor en bekymring, når man har kappet båndet til de involverede i sagen?

Jeg siger sådan set ikke, at man skal dømme virksomheden på forhånd. Jeg siger bare, at hvis man ikke ved noget om historikken i virksomheden, så er det heller ikke så nemt at tage de forholdsregler, man burde gøre, før man underskriver så stor en kontrakt.

Vejdirektoratet har indgået aftalerne med de her virksomheder, og de skal underskrive kontrakten i morgen. Er det ikke lidt sent at gøre opmærksom på det her?

Vi har jo haft det her under opsejling i et stykke tid og har haft dialog med Vejdirektoratet i et stykke tid. Men det er jo ikke min opgave at fortælle Vejdirektoratet, hvad de skal gøre, men jeg synes måske, der er grund til at trække vejret.

Vil I hos 3F så være mere opmærksomme på det her byggeprojekt, nu hvor I ved, hvilke firmaer der er involveret?

Vi er meget opmærksomme på det her projekt, ligesom vi er meget opmærksomme på alle store byggeprojekter i Danmark. Vi kommer til at følge det her rigtig, rigtig tæt – uanset om det bliver denne her hovedentreprenør eller en anden.

Nu er virksomhederne jo ikke dømt for noget, så bør man ikke have tillid til dem, indtil det modsatte er bevist?

Jeg tror, der er rigtig god grund til at være bekymret. Det er ikke mig, der er kontraktholder, så jeg skal ikke blande mig i, hvad Vejdirektoratet skal gøre nu. Hvis det var mig, der sad i den stol, så ville jeg tænke mig rigtig godt om, inden jeg skrev under på kontrakten i morgen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App