Færre indbrud: Politiet takker nabohjælperne

Antallet af indbrud er faldet med næsten en fjerdedel i Midt- og Vestsjællands Politikreds. Årsagen er det stigende antal nabohjælpere, mener politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Borgerne i Midt- og Vestsjællands Politis område kan takke sig selv for, at antallet af indbrud i private hjem er faldet. Det mener politiet.

quote Med de her tal mener vi nærmest at kunne dokumentere, at det virker

Michael Flemming Rasmussen, politiinspektør, Midt- og Vestsjællands Politi

Helt nye tal fra politikredsen viser, at der blev begået 361 færre i indbrud i private hjem i 1. kvartal i år sammenlignet med samme periode sidste år.

Det svarer til et fald på 24,6 procent.

- En af de ting, vi har arbejdet massivt på, er udbredelsen af nabohjælp. Med de her tal mener vi nærmest at kunne dokumentere, at det virker, siger Michael Flemming Rasmussen, politiinspektør, Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Konfrontation hjælper

I hele politikredsen har man oplevet en stigning på 36 procent flere husstande, der har tilmeldt sig nabohjælp sidste år. I Ringsted var stigningen på hele 45 procent.

quote Det er ikke altid, at vi fanger de her mistænkelige mennesker, fordi nabohjælperne har henvendt sig til dem. Konfrontationen hjælper

Michael Flemming Rasmussen, politiinspektør, Midt- og Vestsjællands Politi

- Der er en effekt i at sikre sit hjem – det ved vi. Der er også en effekt af vores tilstedeværelse, men førhen har vi haft et vaccum i mellem de to ting. Nabohjælpen udfylder det vaccum, siger Michael Flemming Rasmussen.

Ifølge politiinspektøren bliver mange indbrud helt afværget, fordi nabohjælpen eksisterer.

- Vi får flere tip om mistænkelige forhold fra nabohjælperne, der holder øje med, hvad der sker på deres vej. De ved, når der sker noget, som stikker ud. Men det er ikke altid, at vi fanger de her mistænkelige mennesker, fordi nabohjælperne har henvendt sig til dem. Konfrontationen hjælper, siger Michael Flemming Rasmussen.  

Vil have endnu flere nabohjælpere

Midt- og Vestsjællands Politi vil bruge i år på at udbrede konceptet med nabohjælp endnu mere. Men uanset hvad, vil politiinspektør Michael Flemming Rasmussen ikke garantere at tendensen med færre indbrud fortsætter resten af året.

quote Der er mange tyve i branchen. Dels er der dem, der altid har været der. Dels er der den mere organiserede del

Michael Flemming Rasmussen, politiinspektør, Midt- og Vestsjællands Politi

- Det går op og ned. Bedst som vi tror, det går godt, kommer der lige en bande igennem i politikredsen. Der er mange tyve i branchen. Dels er der dem, der altid har været der. Dels er der den mere organiserede del. Det er omrejsende grupperinger, som i et hvis omfang kommer fra udlandet, siger han.

Lige nu er 1981 husstande i Holbæk Kommune tilmeldt nabohjælp, men også her vil politiet sammen med kommunen udbrede konceptet. Derfor inviterer de borgerne til at høre om nabohjælp tirsdag i næste uge.


Nyhedsoverblik