Færre end hver tredje kandidat er kvinde

Kønsfordelingen blandt de opstillede til kommunal- og regionsrådsvalget er meget skæv. I nogle partier er næsten tre fjerdedele af kandidaterne mænd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

31 procent.

Så stor en andel af byrådskandidaterne i regionens 12 kommuner er kvinder. Det viser en optælling, som TV ØST har foretaget.

Andelen er en smule lavere end landsgennemsnittet. På landsplan er 31,8 procent af de opstillede til kommunalvalget kvinder.

Her i regionen er særligt få kvinder opstillet i Lolland Kommune. Hele 73,7 procent af de opstillede er mænd, og kvinderne udgør dermed kun 26,3 procent.

I den anden ende af skalaen ligger Faxe Kommune, hvor 36,9 procent af navnene på stemmesedlen er pigenavne.

Andre demografiske forskelle prioriteres højere 

Ifølge Christina Fiig, der er forsker i køn og europæisk politik ved Europastudier på Aarhus Universitet, skyldes den lave andel af opstillede kvinder prioritering hos de enkelte partier.

- Det er vigtigt at holde fast i, at der er mange hensyn i sådan en opstillingsproces. De fleste partier og partiforeninger vil gerne have unge ind, de vil gerne have etniske minoriteter, og så vil de ikke mindst have kandidater fra forskellige geografiske områder i kommunen, siger hun og tilføjer:

- Det betyder typisk, at ligestillingen får lidt vigepligt, fordi er er mange andre hensyn at tage. Så spørgsmål et om de kvindelige kandidater kan godt ryge lidt langt ned på prioriteringslisten.

Forskelle partierne imellem

Når man kigger på de enkelte partier, er der store forskellige i andelen af opstillede kvinder. Eksempelvis er kun 26,2 procent af Venstres kandidater af hunkøn, mens det tal er 44,6 procent hos SF.

Christina Fiig mener da også, at det netop er partierne, der kunne gøre en forskel i forhold til at få flere kvinder til at stille op.

quote Det her er faktisk en generel problemstilling, som både rammer kvinder, etniske minoriteter og folk ansat i det private erhvervsliv

Christina Fiig, forsker i køn og europæisk politik, Europastudier, Aarhus Universitet

- Det er partierne, der opstiller, og vælgerne stemmer jo på dem, partierne stiller op. Der er nogle partier, der gør en stor indsats for at rekruttere kvinder, og der er andre partier, der gør mindre. Her er det værd at kigge på to af de store kommunale politiske partier, Venstre og Socialdemokratiet, som faktisk ikke har tradition for at opstille mange kvindelige kandidater til politik. Det gælder også til det her valg, siger hun.

28,8 procent af Socialdemokratiets kandidater her i regionen er kvinder.

Får kvinderne ikke lov?

Spørgsmålet er så, om der er kvinder, som gerne vil stille op, men ikke får en plads på stemmesedlen.

Spørger man Christina Fiig, er det næppe tilfældet.

- Man må spørge, om kvinderne ønsker at opstille, og det er der faktisk noget, der tyder på, at de ikke gør. Det kan være svært at rekruttere – det ved vi fra nogle af de partier, der rekrutterer. Det kan handle om selve organiseringen af kommunal politik, og at man faktisk betragter arbejdet som et erhverv, der kommer oveni ens fuldtidsarbejde.

Skal diskuteres løbende 

110903_df_valgkamp.jpg
Læs også
Byrådspolitikere arbejder dobbelt så meget som i 1970
110903_df_valgkamp.jpg
Læs også
Byrådspolitikere arbejder dobbelt så meget som i 1970

I denne uge viste en ny undersøgelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, at byrådsmedlemmer bruger op mod 20 timer om ugen på deres kommunalpolitiske arbejde.

- At være kommunalpolitiker er jo ikke et fuldtidserhverv som folketingspolitik, og det vil så sige, at der simpelthen kan være problemer med at få det prioriteret. Det her er faktisk en generel problemstilling, som både rammer kvinder, etniske minoriteter og folk ansat i det private erhvervsliv, slår Christina Fiig fast.

Hvis tendensen skal ændres, mener lektoren, at emnet også skal bringes op, når der ikke er et valg lige på trapperne.

- I de øvrige nordiske lande er der mere debat og fokus på det her, og det hjælper faktisk at tale om det her emne. Herhjemme diskuterer vi det typisk op til valgene, og så forsvinder det derefter fra dagsordenen. Jeg tænker, at man skal diskutere det mellem valgene, hvis man vil flytte kvinderepræsentationen, siger Christina Fiig.

Nedenfor kan du se, hvordan kønsfordelingen blandt de opstillede kandidater er i din kommune.

KommuneAndel opstillede kvinder
Lolland26,3%
Næstved27,1%
Odsherred28,6%
Vordingborg30,5%
Holbæk30,8%
Sorø30,8%
Guldborgsund31,0%
Slagelse31,3%
Kalundborg31,6%
Stevns34,1%
Ringsted36,8%
Faxe36,9%
  
I ALT31,0%
  
Regionsrådsvalget31,30%

 


Nyhedsoverblik