Færgepersonale i konflikt med deres arbejdsgiver: - Vi har det dårligt

Fremtidige vagtplaner skaber fortsat splid mellem færgepersonalet og selskabet Korsør Havn. Personalet har det dårligt, lyder det fra tillidsmanden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi har det dårligt. Vi har to sygemeldt med stress, og vi sover nærmest ikke om natten. Det kører inde i hovedet på os hele tiden.

Sådan lyder det fra tillidsmand Erik Jensen. Siden marts måned har færgepersonalet på Stigsnæs-Omø og Stigsnæs-Agersø været i konflikt med selskabet Korsør Havn, som driver færgerne.

Arbejdsvilkårene er under pres, mener de 17 ansatte. Selskabet Korsør Havn vil ensarte arbejdstiderne på de to færger, så personalets vagter på begge færger fremover vil være på otte timer mod tidligere 24 timer.

Man skulle måske tro, de fleste ville være positive stemte over for at få en kortere vagt, men det er ifølge tillidsmanden ikke tilfældet.

- Det betyder meget mere kørsel. På Omø færgen har vi flere besætningsmedlemmer, der bor længere væk. Jeg har flere kollegaer på Lolland og i København, og det har store konsekvenser for dem. De kan simpelthen ikke passe deres arbejde. Det vil blive udskiftning af besætningen hele tiden. Der er ikke nogen, der ønsker det her – slet ikke, siger tillidsmand Erik Jensen.

quote De to færger sejler efter to forskellige arbejdstider, og det har betydet, at vi har haft problemer med bemandingen, for de har ikke kunne arbejde på begge færger i tilfælde af sygdom, ferie osv.

Jimmy Jørgensen, havnechef for Korsør Havn og rederichef for Agersø Omø

To forskellige vagtplaner har givet problemer

Som det ser ud nu, har personalet på de to færger to forskellige mødetider og kan ikke dække ind over hinanden. Derfor har ledelsen ønsket, at personalet fremover skal kunne sejle på begge færger, frem for kun at være tilknyttet én rute.

- De to færger sejler efter to forskellige arbejdstider, og det har betydet, at vi har haft problemer med bemandingen, for de har ikke kunne arbejde på begge færger i tilfælde af sygdom, ferie osv. Men ved at lave en fælles pulje, bliver der flere brikker at flytte rundt med, og så bliver det nemmere at planlægge på den lange bane, siger Jimmy Jørgensen, der er havnechef for Korsør Havn og rederichef for Agersø Omø.

Men tillidsmanden mener godt, at personalet kan arbejde på begge færger, uden at ændre alt for meget ved arbejdstiden:

- Der er mange i besætningen, der gerne vil sejle begge færger. Men hvis de går ind og rører ved vores arbejdstider, så passer det meget dårligt – både for sejladsen og for personalet ombord, siger Erik Jensen.

Ledelsen mener, de kan spare penge

Ledelsen mener selv, de kan spare penge ved at ensarte arbejdstiderne. Men tillidsmanden har svært ved præcis at få øje på, at ledelsen vil spare noget som helst.

- De mener, at de sparer tusinde timer plus et årsværk. Det vil sige 800 timer om året i arbejdstimer, men i og med, at færgerne skal sejle 100 timer, som det er nu, og kræver to mands besætning, er det 200 mandetimer. Det giver ingen forskel, mener han.

- Udfordringerne er jo, at få ledelsen til at indse, at de ikke sparer noget ved de ændringer, de vil lave, siger Erik Jensen.

quote Udfordringerne er jo, at få ledelsen til at indse, at de ikke sparer noget ved de ændringer, de vil lave

Erik jensen, tillidsmand

Men ifølge rederichefen var det ikke besparelser, der var skyld i, at ledelsen ændrede arbejdstiderne til at begynde med.

- I starten var det ikke udelukkende en spareplan. Det var mere den her fleksibilitet, vi gerne ville have, men det har så vist sig, at når vi beregner videre på det, kan vi spare nogle penge, siger Jimmy Jørgensen.

Men tillidsmanden mener ikke længere, det handler om, at ledelsen vil spare:

- Nej, det er ikke en spareøvelse. Det er topstyring. Det er ledelsen, der vil have noget. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er, de har fået øje på.

Forhandlinger starter i næste uge

I næste uge skal de to parter fortsat forsøge at nå til enighed, og den 18. december skal der være personalemøde blandt medarbejderne.

- Det bliver hårdt. Ledelsen vil ikke give sig, og vi giver os heller ikke, for det har for store konsekvenser for os, siger tillidsmand Erik Jensen.

Rederichefen er heller ikke den store tiltro til, at parterne kan blive enige.

- Situationen er helt fastlåst, vil jeg sige. Vi har været i gang med forhandlinger i mere end tre år. Jeg vil sådan set påstå, at vi ikke har opnået nogen som helst resultater endnu. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle tage så lang tid. Vi havde et enkelt ønske til besætningerne om, at vi skulle have fælles arbejdstider for at opnå nogle fordele i forhold til færgedriften, siger Jimmy Jørgensen.

quote Situationen er helt fastlåst, vil jeg sige. Vi har været i gang med forhandlinger i mere end tre år. Jeg vil sådan set påstå, at vi ikke har opnået nogen som helst resultater endnu

Jimmy Jørgensen, havnechef for Korsør Havn og rederichef for Agersø Omø

Det er vel en stor indgriben i folks privatliv og arbejdsliv, at man ændrer arbejdstiden fra 24 til otte timers vagter. Anerkender du, at det kan være svært for nogle?

- Ja, det anerkender jeg. Og jeg anerkender også, at dem der bor langt væk fra færgen ikke synes, det er nogen god idé. Men der er jo en Ø-politik, som siger, at den måde vi driver færgerne på, skal være en fordel for dem, der bor på øen. Og den vej vi går nu, vil gå mere i den retning, end den vi har i dag, siger rederichefen.

Tillidsmanden frygter, at otte timers vagter kan blive et problem, og det kan blive svært at få nogle til at arbejde der. Er du enig i det?

- Jeg er enig i, at nogle ikke vil arbejde der. Men jeg er ikke enig i, at vi ikke kan skaffe nogen til at arbejde der. Men vi vil da helst have en aftale, som folk er tilfredse med. Men sådan er det jo, siger Jimmy Jørgensen.

Kan du forstå, at personalet er bekymret?

- Jeg kan godt forstå bekymringen for forandringer. Det er klassisk. Hver gang man skal lave om på noget, er det gamle altid bedst, selvom man har gået og brokket sig over det i mange år. Men den bekymring kan jeg ikke helt følge, for den sejlplan, der kommer nu, er jo stort set den måde, de sejler på den ene færge, og der fungerer det jo fint, siger Jimmy Jørgensen.


Nyhedsoverblik