Færgebøvl fører til fyringer på Agersø Kro

Færre afgange til Agersø har betydet en betydelig nedgang i omsætningen hos Agersø Kro. Derfor har ejeren nu været nødt til at fyre fire personer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Som TV ØST kunne fortælle i sidste uge, er antallet af færger mellem Agersø, Omø og Sjælland med den nye vintersejlplan sat væsentlig ned. Og det udfordrer i høj grad Agersø Kro, som har mistet mange kunder på den konto.

Nu har ejer Renny Rosenlund så taget konsekvensen og afskediget fire medarbejdere. Der er tale om en ungkok, to servicekræfter og en leder i kroens bistro på havnen.

- Vi har været nødt til det, for med de nye færgetider får vi slet ikke nogen herover om formiddagen. Vi har for eksempel en del dagsturister fra Nordjylland, og de kan ikke nå den første færge klokken 9. Og så bliver den næsten klokken 12 for sent, siger ejeren af kroen til TV ØST.

- Jeg har aldrig set en september med så godt vejr og så få dagsturister.

Handler ikke om sæson

I september har kroen tjent mellem 5-10.000 kroner mindre om dagen i forhold til samme tid sidste år. Og derfor afviser kroejeren også, at nedgangen i omsætningen er noget sæsonbetinget.

- Det er helt udelukket med det vejr, vi har lige nu, siger han.

Den nye sejlplan har ifølge Renny Rosenlund betydet færger proppet til randen og passagerer, der må efterlades på kajen.

Det kaos er angiveligt opstået, fordi billetpriserne er sat ned, og turismen dermed stiger - samtidig med, at der er færre færgeafgange.

- Men de ændrede færgetider rammer alle. Også de ældre, der skal til Sjælland til læge og børnene, der skal i skole, slutter Renny Rosenlund.


Nyhedsoverblik