Fader Frost går uden om Sjælland: Mildt vejr i weekenden

Skandinavisk højtryk sender kuling ned over det nordlige Jylland, og det kommer til at føles særdeles koldt. Sjælland ser dog ud til at gå fri.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den forede vinterjakke kan blive din bedste ven, hvis du skal udenfor søndag.

Alt tyder dog på, at det især er jyderne, der må døjes med kulden.

Det fortæller meteorolog Frank Nielsen fra DMI.

- Søndag begynder den kolde luft over Skandinavien at vise tænder med kuling over den nordlige halvdel af landet.

Mindre blæst giver bedre vejr

Befinder man sig i den sydlige halvdel af landet, vil man ikke mærke meget til den bidende kulde. Det skyldes et lavtryk, der sørger for at holde luften lunere på Sjælland, Sydjylland og øerne.

Frem til søndag vil selvsamme lavtryk dominere vejrforholdene i hele landet.

- Fredag bliver der fem til otte grader - måske ti, og det skyldes et lavtryk, der er på vej ind over landet.

- Det gælder også lørdag og er med til at gøre lørdag til en fugtig omgang visse steder. Det ligger over den sydlige del af landet, og giver en del nedbør mod nord og øst foruden en frisk vind, siger Frank Nielsen.

Søndagens kolde vejr kan muligvis udmønte sig i slud eller snebyger i Vendsyssel, men det er næppe noget, der bliver liggende, fordi dagtemperaturen i de efterfølgende dage er over frysepunktet.

Til gengæld kan der bliver udbredt nattefrost flere nætter i næste uge, oplyser DMI på sin hjemmeside.

/ritzau/


Nyhedsoverblik