Det vi har sammen

Få overblikket: Hvad går helhedsplanen ud på?

Ringparken i Slagelse er et af de socialt udsatte områder, som er på ghettolisten. Foto: TV ØST

Byrådet i Slagelse skal stemme om en samlet plan for de fire socialt udsatte boligområder i kommunen. Få overblikket over helhedsplanen her.

En helhedsplan.

Det siger måske ikke så meget. For hvad er planen? Hvordan vil man få Ringparken og Motalavej af ghettolisten?

Ifølge planen er der særligt fire områder, som skal være i fokus, hvis planen bliver en realitet:

Beskæftigelse og uddannelse, forebyggelse og forældreansvar, kriminalpræventiv indsats og tryghed og trivsel.

Beskæftigelse og uddannelse

40 procent i de socialt udsatte boligområder i Slagelse har grundskolen som højst fuldførte uddannelse. På landsplan er det 14 procent. Og det kan blandt andet være svaret på, hvorfor så få er i beskæftigelse. 42 procent er nemlig uden arbejde – til sammenligning er det 14 procent i resten af kommunen.

Læs også Slagelse skal stemme om ny plan for udsatte boligområder

Derfor skal der nu ske noget. Helt konkret vil kommunen blandt andet få flere beboere i virksomhedspraktik og løntilskud ved en opnormering af det lokale virksomhedsnære samarbejde, som de skriver i planen.

Her vil man altså få en rekrutteringskonsulent ude i lokalområderne og en virksomhedskonsulent med kommunal adgang til at matche de rekrutterede beboer med virksomheder, der søger medarbejdere.

Samlet budget for den plan? Godt 15 millioner kroner, hvor Landsbyggefonden kommer med otte millioner. Resten er lokalt medfinansieret.

Forebyggelse og forældreansvar

Børn, unge og deres familier skal udvikle en kultur og værdier, som harmonerer med et demokratisk og tillidsbaseret samfund. Fokus vil her primært være på Motalavej og Ringparken, fordi der dér er flest børn i alderen 0-3 år.

Derfor vil kommunen i helhedsplanen implementere nogle intensive sundhedsplejerskebesøg, som de kalder dem. De vil være hyppigere og længerevarende, end man ellers kender dem.

Og så vil man skabe boligsociale mødregrupper.

I alt er der budgetteret godt fire millioner kroner til området. Landsbyggefonden kommer med 2,8 millioner og resten finansieres lokalt.

Kriminalpræventiv indsats

Den kriminalpræventive indsats handler om trygheden. Her fokuseres der særligt på Motalavej og Ringparken, hvor Politiets Tryghedsindeks viser, at de to områder ligger helt i bund.

Antallet af dømte for kriminalitet er samtidig højere i de to områder end landsgennemsnittet. Ringparken ligger 2,5 procentpoint højere end landsgennemnittet og Motalavej ligger 3,23 procentpoint højere.

Samtidig ligger Sydbyen også højt og Parkvej og Præstevang i Skælskør har også lignende problemer – dog ikke i samme omfang. 

Læs også Ekspert om truede væresteder: Unge kan få skabt en positiv historie om sig selv

Derfor skal der nu til at være tryghedsvandringer – en fælles gåtur mellem lokale beboere og relevante aktører, hvor man spotter de utrygge og de trygge steder. Der skal sættes fokus på fritidsjob, hvor de unge skal støttes med kurser i at skrive ansøgninger og i at komme til jobsamtale.

Og så vil der være fokus på idræt og væresteder. I alt er der budgetteret 10 millioner til dét område. Landsbyggefonden kommer med godt halvdelen, hvor resten bliver lokalt medfinansieret.

Tryghed og trivsel

Og så er der utrygheden og trivslen. Hærværk og påsatte brande har ikke gjort trygheden bedre i områderne.

Men det er ikke alt. Som der står i planen:

- En selvforstærkende faktor for utryghed og mistrivsel er områdernes negative image, som trives både i medier og beboernes bevidsthed, lyder det i planen.

Derfor vil der være fokus på opbygning og styrkelse af aktivt liv, frivillighed i områderne, bydelsforældre og ikke mindst strategisk kommunikation med fokus på at skabe bedre omdømme.

Motalavej og Ringparken/Schackenborgvænge er de mest udfordrede områder, og derfor vil de fleste ressourcer blive brugt netop i de områder efterfulgt af Sydbyen og til sidst Skælskør.

Her vil der blive brugt godt 11,5 millioner kroner, hvor 6,4 millioner kroner kommer fra Landsbyggefonden. Resten vil være lokalt medfinansieret.

Fra 40 til 25 millioner

Lægger man tallene sammen, lyder budgettet på lidt over 40 millioner kroner. Landsbyggefonden har bevilget 25 millioner kroner og resten spæder kommunen til.

Der var oprindeligt ansøgt om et tilskud på 40 millioner kroner, hvilket altså ikke blev mødt.

Bliver helhedsplanen godkendt, træder den i kraft den 1. oktober 2017.

Klokken 17 mandag bliver den ny helhedsplan diskuteret på et byrådsmøde i Slagelse Kommune. 

Læs også Politikere i Slagelse vil lukke ungdomsklubber i ghettoområder

Tip os Har du et godt tip?