Europæisk fremgang sender Rockwools overskud i vejret

Isoleringsselskabet Rockwool kan melde om en fremgang på næsten 15 procent i salget i 2018.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er travlt med at bygge rundt i Europa, og det har smittet af på resultaterne hos isoleringsproducenten Rockwool, der havde fremgang i 2018. 

Rockwools omsætning er steget med 15 procent til 19,9 milliarder kroner over det seneste år. Det viser årsregnskabet, der er offentliggjort fredag morgen.

quote Overordnet set forventer vi større ustabilitet på markederne i 2019

Rockwool

Rockwool fortæller, at der særligt har været en god udvikling i Tyskland, Frankrig samt Storbritannien. Desuden er salget vokset markant i Polen og Rusland. 

Et stigende overskud

Det danske selskab fremstiller stenuld, som bliver brugt til isolering af bygninger. 

Derudover har Rockwool blandt andet en forretning med at fremstille akustiske lofter og vægge og udstyr til gartnerbranchen. Rockwool har 11.600 ansatte fordelt på 39 lande. 

Det stigende salg har også hjulpet til en højere indtjening. Rockwools overskud steg i 2018 med 24 procent til 1,98 milliarder kroner. 

Rockwool begyndte med en grusgrav på Omø:

Isoleringsproducenten Rockwool havde fremgang i både salg og indtjening i 2018. 

 

Det danske selskab sælger isoleringsmaterialer over hele verden, men begyndte under ganske beskedne vilkår. Læs mere om Rockwools historie her:

 

  • Selskabet har sit udspring i Korsør Stenforretning, der i 1909 begyndte at drive grusgrav på Omø i Storebælt.
     
  • I 1935 købte man rettighederne til at producere stenuld, som blev sat i produktion sammen med gasbeton.
     
  • Stenuld bruges til isolering. Det fremstilles ved at smelte sten, kalksten og andre råmaterialer ved 1500 grader.
     
  • 1962 blev selskabet splittet op, og Kähler-familien - der også er kendt for sin keramik - overtog stenuldsforretningen.
     
  • På daværende tidspunkt var der allerede etableret fabrikker i udlandet, og det store boom kom med energikrisen i 1970'erne, hvor isolering af huse var med til at spare på varmen.
     
  • I 1996 gik selskabet på børsen i København.
     
  • I dag har Rockwool 11.600 ansatte i 39 lande. Rockwool har fabrikker i Europa, Nordamerika og Asien.
     
  • Foruden stenuld til isolering producerer Rockwool også akustiske lofter og vægge, ligesom man har specialiseret sig i at levere udstyr til gartnerbranchen.
     
  • Største aktionær i Rockwool er Rockwool Fonden, der ejer 23 procent af aktierne i selskabet. 
     
  • Fonden blev etableret i december 1981, da seks medlemmer af Kähler-familien overdrog aktierne til en fond med det erklærede formål at bidrage med uafhængig, troværdig forskning.

 

Kilde: Rockwool

- Vi opnåede en hel del i 2018. Vores selskab er finansielt solidt, vi ekspanderer forretningen for at imødekomme efterspørgslen, siger administrerende direktør Jens Birgersson i en kommentar til regnskabet.

- Vi nyder gavn af et stærkt kendskab til vores mærke og omdømme, siger han. 

Prognose: 2019 bliver ikke lige så godt

For 2019 er der udsigt til mindre fremgang end i 2018. 

Den globale økonomi forventes at blive ramt af politiske spændinger. Det gælder blandt andet handelskrigen mellem USA og Kina.

Artiklen fortsætter under billedet.

Selskabet har sit udspring i Korsør Stenforretning, der i 1909 begyndte at drive grusgrav på Omø i Storebælt.
Selskabet har sit udspring i Korsør Stenforretning, der i 1909 begyndte at drive grusgrav på Omø i Storebælt. Foto: Rockwool

De to lande har lagt told på en stor del af de varer, landene sælger til hinanden, og det har også smittet af på verdensøkonomien som helhed. 

- Overordnet set forventer vi større ustabilitet på markederne i 2019. Det skyldes handelsstridigheder, øgede spændinger i det geopolitiske klima og en generel usikkerhed for den globale økonomi, skriver Rockwool i regnskabet. 

Agersø færge
Læs også
Omø og Agersø satser på turismen: Kom gratis til øerne med færgen
Agersø færge
Læs også
Omø og Agersø satser på turismen: Kom gratis til øerne med færgen

Rockwool forventer i år at kunne løfte sit salg med mellem fire og otte procent. 

På aktiemarkedet falder Rockwool-aktien ti procent efter regnskabet.

Ifølge aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Syddank er Rockwools forventninger til 2019 under det, som var ventet, siger han til Ritzau Finans.


Nyhedsoverblik