Med regeringens finanslovsudspil er der lagt op til, at landets uddannelses- og kulturinstitutioner kan blive fri for det såkaldte omprioriteringsbidrag, der betyder, de skal spare to procent om året.
Men regeringen vil først fjerne besparelsen i 2022, og det rammer især de hårdt prøvede erhvervsuddannelser hårdt. Siden 2014 har de ifølge Undervisningsministeriet haft et fald i elevtilgangen på 27 procent, og tre år mere med besparelser kan gøre situationen endnu værre.
Det siger direktør John Norman fra EUC Sjælland til TV ØST.
- Det betyder to ting på den korte bane. Det betyder en ærgrelse over, at det ikke stoppe nu. Vi havde glædet os til, at det var slut med besparelserne. Og for det andet, så betyder det selvfølgelig, at det udhuler vores økonomi yderligere, og det er vi da rigtig kede af, siger han.
Giver meget små hold
Det er alle, der skal spare. Hvorfor rammer det erhvervsskolerne ekstra hårdt?
Det betyder en ærgrelse over, at det ikke stoppe nu. Vi havde glædet os til, at det var slut med besparelserne
- Det er jo desværre ikke ret mange unge mennesker, der søger en erhvervsuddannelse som verdenssituationen ser ud lige nu. I omegnen af 70 procent vælger en gymnasial uddannelse, og det gør, at de holdstørrelser, vi opererer med på erhvervsskolerne, ikke er særlig store, siger John Norman.
- Derfor giver det os en forholdsvis anstrengt økonomi. Og det gør det også vanskeligt for os at blive ved med at opretholde et bredt udvalg af erhvervsuddannelser.
Uddannelser kan blive nedlagt
Det betyder altså, at de fortsatte besparelser kan føre til, at flere erhvervsuddannelser på Sjælland bliver lukket ned.
- Det er ikke noget, vi har taget stilling til på nuværende tidspunkt, men det kan naturligvis betyde lukninger. Der er jo grænser for, hvor dårlig en økonomi vi kan putte i det, siger direktøren på EUC Sjælland.
Men måske er der stadig håb for erhvervsskolerne og deres hårdt prøvede økonomi. Dansk Folkeparti vil nemlig have taget erhvervsskolerne ud af spareplanerne med det samme, hvis de skal stemme for forslaget.
- Det, synes jeg, kunne være rigtig rart. Det ville være en stor hjælp og en begyndelse til en bedring af økonomien på erhvervsskolerne. Det vil vi da sætte stor pris på, siger John Norman.