EU giver flere millioner kroner til Næstved: Skal gøre byen mere grøn

Kommunen vil udover produktudvikling også vise de små virksomheder, hvordan de genbruger materialer, der ellers ville ryge på lossepladsen. Arkivfoto. Foto: TV ØST

Flere smarte løsninger til at sortere affald og hjælp til små virksomheder med denne grønne omstilling. Det vil Næstved Kommune med nyt EU-projekt.

Hvordan genbruger man affaldet bedre og samtidig sparer på energien og byens CO2-udslip? 

Det er nogle af de ting, Næstved Kommune vil forsøge at løse i et ny projekt, der handler om gøre Næstved by mere grøn og bæredygtig.

De har nu fået otte millioner kroner fra EU til formålet. Desuden skyder Næstved Kommune selv otte millioner i projektet.

Vi skal være med til at prøve at føre den grønne omstilling ud i erhvervslivet. Der har vi mulighed for at prøve nogle produkter af og modne nogle, der er på udviklingsstadiet 

Søren Nielsen, teamleder hos Center for Plan og Miljø i Næstved Kommune

- Det betyder, at vi kan lave en meget målrettet indsats. Vi vil gerne hjælpe erhvervslivet med at tjene penge på grøn omstilling og introducere dem til nye løsninger. Vi vil vise dem, at det kan lade sig gøre, siger Søren Nielsen, der er teamleder hos Center for Plan og Miljø i Næstved Kommune.

Vil føre den grønne omstilling ud i erhvervslivet

I spidsen for projektet står Ressource City, der holder til i den udtjente kraftcentral på Maglemølle i Næstved.

- Vi skal være med til at prøve at føre den grønne omstilling ud i erhvervslivet. Der har vi mulighed for at prøve nogle produkter af og modne nogle, der er på udviklingsstadiet og få dem ud på markedet, siger Søren Nielsen.

Kommunen vil udover produktudvikling også vise de små virksomheder, hvordan de genbruger materialer, der ellers ville ryge på lossepladsen.

- Det kan være en måde at håndtere tegl på inden for byggebranchen, eller det kan være noget, som understøtter materialeeffektivisering inden for IT-værktøjer, siger han.

Støttet med EU-millioner

Det er Erhvervsstyrelsen, der har valgt at støtte projektet med midler fra EU's Regionalfond. De har fået fem ansøgninger fra kommunerne, og indtil videre har Fredericia og Næstved kommuner fået tilsagn om støtte.

De har blandt andet valgt Næstved Kommune, fordi deres ansøgning levede op EU’s Regionalfonds kriterier. Blandt andet fordi de har en god strategi for, hvordan byen skal udvikle sig. 

Læs også Første spadestik til et kulfrit Asnæsværk er taget

- Vi håber absolut, at man dels får nogle virksomheder, som får noget vækst ved at blive bedre til at håndtere byggeaffald og så videre miljørigtigt. Så man i højere grad kan genbruge byggemateriale, fordi vi tror, der kan være noget forretningsudvikling i det, siger Ulla Bartels, der er specialkonsulent hos Erhvervsstyrelsen.

- Vi håber også, at byen finder nogle smarte løsninger til for eksempel at udvikle affalds- og varmehåndtering, siger hun.

Nyt affaldssystem skal løse pladsmangel

Lige nu udvikler man nye affaldsløsninger i Næstved Kommune. Men inde i bykernen står man overfor nogle udfordringer med at få plads til containere i baggårdene rundt om i byen, når borgerne skal til at sortere mere.

Det håber teamleder, Søren Nielsen, kan løses med den ekstra pose penge. 

Læs også Regeringen indgår smal aftale med DF om grøn energi

- Vi har fået penge til at prøve noget ny teknologi af. Så måske kan vi prøve nogle nedgravede affaldssystemer af, hvor erhvervene kan sortere sammen med beboerne i højhusene, siger Søren Nielsen.

Det er planen, at man vil kunne etablere de nye affaldsløsninger i 2019.

På tirsdag den 9. januar afholder Ressource City et arrangement klokken 13, hvor alle er velkomne til at kigge forbi på Maglemølle 31 i Næstved for at høre om, hvordan pengene skal bruges i projektet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App