Det vi har sammen

Ensomme ældre på Lolland og Falster skal have spisevenner

En god middag skal hjælpe ensomme ældre med at få nye venner. Foto: Mads Gudiksen

Et nyt projekt skal modvirke ensomhed blandt ældre på Lolland og Falster. Det handler blandt andet om at få nye spisevenner.

Det kan være svært for ensomme ældre at finde nye venner og fællesskaber. Men nu får de en hjælpende hånd - i hvert fald på Sydhavsøerne.

Lolland og Guldborgsund Kommuner skyder gang i projektet "SeniorNET - når mad & mennesker mødes". Det går ud på at give enlige ældre borgere, som modtager hjemmehjælp, et bedre netværk.

Udgangspunktet er fælles middage og aktiviteter med fokus på "det gode måltid".

Projektet  har netop modtaget 3 millioner kroner i støtte fra Sundhedsstyrelsen.

- Mange ældre kæmper med ensomhed, og det er en kamp, som typisk går ud over både appetitten på livet og på mad. Når vi samtidig ved, at et måltid giver en god ramme for social kontakt, er det jo oplagt at kombinere vores indsatser for at hjælpe ældre ud af ensomhed og at give dem lysten til at spise tilbage, siger Grete Breinild, som er ældre- & sundhedschef i Lolland Kommune.

Et team på to frivillige fra Dansk Folkehjælp besøger en ældre borger, som har svært ved selv at komme uden for hjemmet. Sammen tilbereder og spiser de et varmt middagsmåltid i alt seks gange. Med til middagene er også en anden inviteret ældre, som bor i nærheden. Formålet er at give de to mulighed for at skabe en relation, som måske giver dem lyst til efterfølgende at fortsætte med at have kontakt og mødes.

Tre indsatsområder 

Projektet fokuserer på tre områder.

  • Hjemmekokken: To frivillige besøger en ældre borger. Sammen tilbereder og spiser de et varmt middagsmåltid i alt seks gange. Med til middagene er også en anden inviteret ældre, som bor i nærheden. Formålet er at give de to mulighed for at skabe en relation, så de efterfølgende kan fortsætte med at have kontakt og mødes.
  • Gæstebud: Deltagerne i denne del af projektet er de ældre, som har lyst til at være middagsgæster og på den måde få nye bekendte i området. Hjemmeplejen motiverer og støtter undervejs.
  • SeniorNET: Sideløbende med fælles middage hjemme hos de ældre selv bliver der dannet 5 netværk på hver 20 enlige ældre. Sammen deltager de i et 12-måneders forløb med madlavningsaktiviteter og undervisning på blandt andet Sakskøbing Madskole og aktivitetscentrene.

Lolland og Guldborgsund Kommuner gennemfører projektet i samarbejde med Dansk Folkehjælp, Fælleskøkkenet, Sakskøbing Madskole og CELF.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App