Det vi har sammen

Enigt udvalg: Kommunen vil ikke købe 300 år gammel kulturarv

02:49

Den historiske Prins Carl Skole i Faxe Kommune er til salg. Det kan betyde, at et særligt stykke dansk skolehistorie forsvinder. Video: Lars Andersen - TV ØST

Ingen hverken kommune eller museum vil overtage den knap 300 år gamle prinseskole mellem Faxe og Store Heddinge. Foto: Lars Andersen - TV ØST

1 af 2

Et enigt udvalg har tirsdag aften besluttet, at kommunen ikke vil købe den knap 300 år gamle Prins Carls Skole i Faxe.

Der er ingen offentlige instanser, der vil overtage og drive den historiske Prins Carls Skole i Faxe.

Det står klart, efter et enigt Plan- og Kulturudvalg i Faxe Kommune har besluttet, at heller ikke Faxe Kommune ønsker at overtage den historiske skole.

Det oplyser formand for udvalget, René Tuekær (Borgerlisten), til TV ØST.

- Vi havde en god debat om hvorvidt vi skulle bevare prinseskolen. Men det er altså et enigt udvalg, der vælger at bakke forvaltningen op, siger René Tuekær til TV ØST.

Naturstyrelsen, som ejer den fredede skole, har uden held forsøgt at indgå et samarbejde med Østsjællands Museum og Faxe Kommune om at drive og vedligeholde den gamle skole.

Bakker museum og styrelse op

Derfor valgte styrelsen i stedet at overdrage skolen til staten, som har sat den til salg for 60.000 kroner.

Tirsdag skulle Plan- og Kulturudvalget så tage endelig stilling til, om Faxe Kommune ville overtage og drive skolen videre. 

- Sagen om prinseskolen har ikke været diskuteret politisk, og derfor valgte vi at tage sagen op, da vi modtog kritik fra beboerne i Store Torøje. Men da Naturstyrelsen, Østsjællands Museum og forvaltningen i Faxe Kommune ikke kan se en mening med at drive skolen videre, så har vi valgt at bakke op om den beslutning politisk, siger René Tuekær.

Læs også 300 år gammelt stykke Danmarkshistorie risikerer at forsvinde

Prins Carl, der var fjerde søn af Kong Christian den 5, havde et gods i Vemmetofte tæt på Store Torøje, hvor han i år 1719, 95 år før der blev indført undervisningspligt i Danmark, opførte skolen på kun 30 kvadratmeter.

Det var prinsens hensigt, at børnene på landet skulle være i stand til at læse guds ord. Derfor opførte både Prins Carl sammen med sin søster, prinsesse Sophie Hedwig, hele 24 skoler fordelt på deres godser. Skolerne blev kaldt prinse- og prinsesseskoler.

Tip os Har du et godt tip?