Endnu en bilbrand ved plejecenter i ghetto: Politiet søger vidner

Det er anden gang på otte dage, at biler brænder ved plejecentret. Foto: Lasse Antonsen

Mandag aften stod to biler i brand ved plejecenter Solbakken på Motalavej i Korsør. Det er anden gang på otte dage.

Korsør har de seneste uger været hårdt plaget af bilbrande, og mandag aften var ingen undtagelse.

Klokken 22.27 fik politiet en melding om, at to biler stod i brand på parkeringspladsen ved plejecentret Solbakken på Motalavej.

Bilbranden var den anden inden for få timer i Korsør. Klokken 19.12 fik politiet en melding om en bilbrand på Remisevej, hvor en beboer i nærheden selv fik slukket ilden.

- Vi går stærkt ud fra, at brandene er påsat. Motorerne var helt kolde, da der gik ild i dem, siger vagtchef Jan Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

De to biler ved plejecentret udbrændte totalt, og ilden beskadigede samtidig en tredje bil, der holdt parkeret ved siden af.

Hårdt ramt af brande

Politiet forsøger nu at opklare, hvem der står bag branden, men er udfordret af, at der ikke umiddelbart var nogen vidner.

- Vi har i hvert fald ikke hørt fra nogen endnu. Men hvis nogen har hørt eller set noget, så efterlyser vi vidner, siger Jan Nielsen.

Det er ikke første gang, at der er gået ild i biler ved plejecentret. Så sent som mandag i sidste uge brændte en af plejecentret minibusser og en personbil på parkeringspladsen.

Generelt har Korsør været hårdt plaget af brande. I sidste uge var der for eksempel påsatte brande tre aftener i træk. Mandag aften var det de to biler ved plejecentret, tirsdag en container i området og onsdag to biler på Egersundvej i byen. Her blev fire unge set køre væk på to scootere.

Sådan så det ud, da to biler onsdag aften i sidste uge brændte på Egersundvej i Korsør. Foto: Lasse Antonsen

Også Ringparken i Slagelse har været hårdt ramt af påsatte brande. Både Motalavej i Korsør og Ringparken i Slagelse står på regeringens ghettoliste.

Mere tilstede i området

Politiet har på grund af de mange brande øget sin patruljering i områderne. De mistænker, at det er unge i områderne, der står bag de mange brande.

- Vi tror, det er mindre grupper hvert sted, der står bag. Men jeg må understrege, at det er noget, vi tror, sagde politiinspektør Thorkild Steen Jensen til TV ØST mandag.

Han understregede samtidig, at der ikke er grund til utryghed i områderne.

- Der er ikke som sådan en fare for folk i områder, sagde han.

- Men selvfølgelig bliver der utryghed, når der bliver sat ild til biler. Men det er det, vi forsøger at minimere ved at være mere synligt til stede.

Politiet vil meget gerne høre fra personer, der kan have set noget mistænkeligt – både mandag aften ved bilbrandene på Motalavej i Korsør, men også generelt i områderne ved Ringparken og Motalavej. Det kan for eksempel være mistænkelig eller særlig frembrusende adfærd.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App