En ud af seks opstillede er kvinder: Det har stået for lavt på dagsordenen

Det er ikke godt nok, at kun en sjettedel af Venstres kandidater på Stevns er kvinder, lyder det fra den lokale partiformand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Birger Hauge ved med det samme, hvad det drejer sig om, da han tager telefonen.

Som formand for Venstres partiforening i Stevns Kommune ved han godt, at det ikke ser helt godt ud med kønsfordelingen på partiets opstillede kandidater på Stevns.

Faktisk er der seks mænd på partiets liste for hver én kvinde.

- Vi er jo desværre et billede på en tendens, som er ens for Danmark, men som er endnu værre for os, siger Birger Hauge.

Her i vores region er 31 procent af byrådskandidaterne kvinder, mens tallet for Venstre i Stevns altså er helt nede på 16,7 procent, viser en optælling, TV ØST har foretaget.

De gamle mænds råd 

Valgplakat DF
Læs også
Færre end hver tredje kandidat er kvinde
Valgplakat DF
Læs også
Færre end hver tredje kandidat er kvinde

Formanden for Venstre Stevns erkender, at partiforeningen ikke har gjort nok for at rekruttere mangfoldige kandidater.

- Vores feminine gennemsnit er dårligt, og det bryder vi os ikke om. Vores aldersfordeling er bedre, men også skæv, så vi kan sætte en slutdato på vælgerforeningens liv, hvis vi ikke gør noget dramatisk ved det i den kommende tid, lyder det fra Birger Hauge.

Og han har ganske ret.

Når man bladrer ned gennem de opstillede Venstre-kandidater på Stevns, er det især ældre mænd, der møder øjet.

- Noget skal der gøres, for ellers bliver det de gamle mænds råd, og det er der ingen, der kan være interesserede i, siger Birger Hauge.

Begynder den 22. november

- Det er så billigt at sige, at vi vil gøre noget ved det. Hvis jeg skal være fuldstændig ærlig, så ved jeg ikke præcist endnu, hvad vi skal gøre ved det, for det er ikke en udfordring, der er vores alene på Stevns. Men det er da helt givet, at vi skal gøre noget, lyder det fra lokalformanden.

Det bliver dog selvsagt ikke til det forestående valg, at der sker.

- Vi kan jo ikke gøre det nu, men det er jo noget, vi bliver nødt til at tage ind i hele vores rekruttering af folk, der har lyst til at stille op, siger Birger Hauge, som dog ikke har oplevet, at det generelt er svært at rekruttere Venstre-folk på Stevns.

Derfor tager han også ansvaret for de manglende kvinder på stemmesedlen på sig.

- Det har ikke stået højt nok på dagsordenen gennem de sidste fire år. Du kan ikke løse det i de sidste fire-fem måneder inden et kommunalvalg. Det skal man begynde på dagen efter et valg, og det gør vi den 22. november, lover lokalformand Birger Hauge. 


Nyhedsoverblik