En perfekt ørnekiggerdag: - Vi blev næsten nødt til at dukke os

Flere steder i regionen har ørneinteresserede i dag spejdet efter den store rovfugl i anledning af Ørnens Dag. Vi kiggede med ved Tissø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var fuld valuta for pengene for de ørneinteresserede, der i dag mødte op til Ørnens Dag i Tissø.

De fik nemlig indtil flere ørne at se, blandt andet den ørn med det største vingefang i Nordeuropa: Havørnen.

- Vi fejrer altid Ørnens Dag den sidste søndag i februar, for det er en perfekt dag at se ørne på. Det er nok den dag, hvor de er mest synlige, for lige om lidt lægger de æg, og så vil de næsten forsvinde ud af landskabet, fortæller Rolf Lehrmann, bestyrelsesmand i Dansk Ornitologisk Forening i Vestsjælland.

quote Det er jo ikke sikkert, man får dem at se, men det gjorde vi altså i dag, for vejret er perfekt for dem, og vinden er god

Rolf Lehrmann, Dansk Ornitologisk Forening

- Men lige nu skal hannen og hunnen jo vise, hvor gode de er til at fange og stadig interessere sig for hinanden. De er ude at finde redemateriale og skal netop vise sig frem i landskabet. Så det er en god dag at se ørne.

Og det perfekte vejr fik altså ørnene frem fra deres skjul.

- Vi blev næsten nødt til at dukke os, fordi de fløj rundt lige over hovedet på os. Det er jo ikke sikkert, man får dem at se, men det gjorde vi altså i dag, for vejret er perfekt for dem, og vinden er god, siger Rolf Lehrmann. 

De fremmødte så blandt andet fire havørne, der fløj over Tissø.
De fremmødte så blandt andet fire havørne, der fløj over Tissø. Foto: Alexander Brun - TV ØST

Et godt trækplaster

Og det er med at nyde synet af de smukke fugle, der i havørnens tilfælde kan have et vingefang helt op mod 2,5 meter. Fuglelivet i Danmark er nemlig generelt ikke opadgående, siger Martin Keller, der engang var en del af trekløveret Martin, Ketil og Dr. Pjuskebusk i det populære børneprogram ”Naturpatruljen”. I dag er han verdensmålskonsulent for Københavns Kommune.

quote Det er godt at fortælle de gode historier, og det går bedre og bedre for rovfuglene i Danmark

Martin Keller, verdensmålskonsulent

- Der er altså forsvundet cirka tre millioner fugle fra vores agerland og 1,6 millioner sanglærker. Det er alvorligt, når fuglesangen begynder at forsvinde. Det kan vi ikke lide. Men så er det godt at fortælle de gode historier, og det går bedre og bedre for rovfuglene i Danmark. Heldigvis, siger han. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Martin Keller fortalte de fremmødte til Ørnens Dag om bæredygtighed. Han lavede også lidt mad.
Martin Keller fortalte de fremmødte til Ørnens Dag om bæredygtighed. Han lavede også lidt mad. Foto: Alexander Brun - TV ØST
 
  Foto: Alexander Brun - TV ØST

Ørnen er et rigtig godt udgangspunkt, når man skal fortælle om naturen, og derfor er Ørnens dag sådan en god idé, tilføjer han.

- Ørnen er et trækplaster, for for eksempel havørnen er noget helt særligt. Og når man så fortæller, at havørnen har etableret sig i Danmark med nogen og 90 reder, så er det jo fantastisk. Ørnen er et vigtigt trækplaster, når man skal fortælle om naturen.


Nyhedsoverblik