En dag i naturens tegn for børn og voksne

Foto: TV ØST

Søndag stod den på bærjagt i Udby Skov ved Stege i anledning af Naturens Dag. En dag, som skal bringe børn og voksne tættere på naturen.

Søndag var det Naturens Dag, og i den forbindelse var over 70.000 danskere på oplevelser i naturen.

Initiativet kommer fra Dansk Naturfredningsforening og skal bringe både børn og voksne tættere på naturen.

Også her i vores region stod søndagen i naturens tegn, blandt andet i Udby Skov i Stege, hvor jagten på sensommerens bær blev sat ind.

Smagsprøverne var det bedste

Blandt deltagerne var 4-årige Hugo Møller Stets fra Præstø, og for ham var højdepunktet de mange smagsprøver undervejs.

- Så spiser jeg dem bare, jeg kaster dem bare i munden, lød det fra den 4-årige bærjæger.

Men det var ikke kun 4-årige, der nød godt af en dag i naturens tegn. Også blandt forældrene var begejstringen stor.

- Det er noget med at fjumse rundt ude i noget, som er rigtigt og se ting, man ikke har set før eller måske lagt mærke til før på den måde, forklarede Hugos far, Ulrik Stets Hilden.

Vigtigt med flere generationer

Og det er netop det, der var i fokus på Naturens Dag i år - der skulle være noget for folk i alle aldre.

- Det er jo ikke nok, at folk på 60+ interesserer sig for naturen. Det skal de kommende generationer meget gerne også, fastslog Ditte Lautrup-Larsen, turleder i Daanmarks Naturfredningsforening afdeling i Vordingborg.

Det lykkedes 4-årige Hugo Møller Stets at få samlet en hel del forskellige bær. Men det var ikke uden omkostninger. Han fik nemlig et stort myggestik på skinnebenet.

- Det er farligt at plukke bær, konstaterede han efter at have vist myggestikket frem.

Smag for naturen

Men det var ikke noget, der slog ham omkuld. Han har nemlig tænkt sig, at det meste af mandagen i børnehaven skal tilbringes udenfor i naturen.

- Efter en god dag, så skal jeg have en endnu bedre dag i morgen, sagde han.

Søndagens arrangement i Udby Skov var stablet på benene af Danmarks Naturfredningsforenings afdeling i Vordingborg i samarbejde med Vordingborg Kommune.   

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App