Emilies bedsteforældre: Vi tænker på hende dag og nat

Under politiaktionen i Korsør mødte TV ØST Emilie Mengs bedsteforældre, der var ude at lede efter deres barnebarn. Læs interviewet med dem her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Under den store politiaktion i Korsør mødte TV ØST ved et tilfælde bedsteforældrene til den forsvundne Emilie Meng , da vi sendte live fra stedet ved de kolonihaver, som i øjeblikket eftersøges af politiet.

Emilie Mengs farmor og farfar var ude på deres daglige motionstur, hvor de hver eneste dag leder efter deres barnebarn, som har været væk i snart to måneder.

quote Jeg tænker hele døgnet, hvor hun kan være henne. Både dag og nat. Jeg tænker, om hun pludselig dukker op

Emilie Mengs farfar

Bedsteforældrene ønsker ikke at stå frem med navn, men TV ØST er bekendt med deres identitet.

- Jeg tænker hele døgnet, hvor hun kan være henne. Både dag og nat. Jeg tænker, om hun pludselig dukker op, siger Emilie Mengs farfar til TV ØST.

Leder alle steder

Farmoren til Emilie Meng fortæller, at de hver dag går en rute, hvor de leder efter deres barnebarn, og her til morgen havde de bevæget sig ud til kolonihavehusene, hvor Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fået dommerkendelse til ransagning af kolonihavehusene.

- Vi ser efter alle steder, hvor vi tænker, hun kan være. Ved vandet og så videre, siger farmoren.

Emilies farfar fortæller også, at de sommetider har været andre steder henne, hvor de har tænkt, hun kunne være, men endnu uden resultat.

Bekendte trøster bedsteforældre

Det er tydeligt, at Emilie Mengs forsvinden fylder meget i familien, da TV ØST taler med bedsteforældrene.

- Jeg bliver berørt hver gang, vi snakker om det, siger Emilies farfar.

quote Vi er meget taknemmelige for alt det, folk har gjort. Det er fantastisk. Det trøster os, at der er så mange, der kigger efter hende

Emilie Mengs farmor

Han fortæller, at folk, han kender i byen, kommer og trøster ham, når han møder dem.

- Det er jo alt, hvad de kan gøre, siger han.

Emilies farmor har svært ved at forstå, at der ikke er nogen spor at finde i sagen.

- Man kan ikke fatte, hvordan hun kan forsvinde ud i den blå luft, uden der er spor. Hverken et headset, sko eller en trøje. Det er uhyggeligt, siger farmoren.

Emilies forældre har det skidt

Farfaren fortæller desuden TV ØST om, hvordan Emilies kernefamilie har det.

- Moren har det meget skidt, og hendes far har det også dårligt, siger farfaren og fortæller videre, at forældrene har svært ved at have for mange mennesker på besøg af gangen, efter deres datter er forsvundet.

quote Moren har det meget skidt, og hendes far har det også dårligt

Emilie Mengs farfar

Ifølge farfaren tager Emilies to småsøskende det mere roligt.

- Den ene er i børnehave, og den anden er i skole. Så det afleder opmærksomheden, og så har de kammeraterne om eftermiddagen, siger Emilies farfar.

Taknemmelig for de frivillige

Begge Emilies bedsteforældre fortæller flere gange under interviewet, hvor stor pris de sætter på de mange frivillige eftersøgninger, der har været af deres barnebarn.

- Vi er meget taknemmelige for alt det, folk har gjort. Det er fantastisk. Det trøster os, at der er så mange, der kigger efter hende. Hvis ikke der var det, ved jeg ikke, hvor vi havde været henne. Så det holder os oppe, siger farmoren.

Stadig håb

Bedsteforældrene har ikke opgivet deres indre håb om at finde Emilie endnu.

- Det er dejligt, de ikke har opgivet det. Så kan vi leve i håbet. Selvom håbet er lille efterhånden, så håber vi på det til det sidste.

Så i har stadig et håb?

- Ja, det har vi da. Vi håber på det bedste, siger Emilie Mengs farfar.


Nyhedsoverblik