Det vi har sammen

Emilie-sagen: Politiet har modtaget nye lydfiler

Endnu engang har politiet modtaget lydfiler optaget omkring Tårnborgvej i Korsør. Politiet har igen været på vejen for at efterforske.

I oktober var en adresse på Tårnborgvej omdrejningspunkt for en omfattende ransagning i Emilie Meng-sagen. Den fjerde ransagning i rækken på stedet.

Politiet var i forbindelse med de første ransagninger blevet ledt i boligens retning på grund af lydfiler optaget ved privat overvågning.

Ingenting blev fundet ved ransagningerne. Og politiet var ude med meldingen, at der ikke var noget tegn på, at Emilie Meng var, eller på noget tidspunkt havde været, på stedet.

Nye lydfiler fra området har dog nu igen fået politiet til at opsøge vejen. Og igen er en lydtekniker blevet inddraget i efterforskningen.

- På de her lydfiler har man kunnet høre ord og lyde og det er selvfølgelig noget vi har undersøgt. Vi har fået lydfolk til at lytte dem igennem plus lavet nogle lydtekniske undersøgelser på stedet, fortæller politiinspektør Kim Kliver.

Undersøgelser afsluttet i tirsdags

Ifølge Kim Kliver har de modtaget flere nye lydfiler, som har betydet, at de har været på vejen i flere omgange for at assistere en lydtekniker i undersøgelser. De seneste undersøgelser blev afsluttet i tirsdags.  

- Konklusionen er, at vi fortsætter den målrettede efterforskning, og undersøgelserne har ikke givet anledning til, at vi ændrer den kurs, siger Kim Kliver og fastslår igen, at der ikke er tegn på, at Emilie Meng har opholdt sig på adressen:

- Meldingen jeg gav efter seneste ransagning står stadig ved magt, forklarer han.

Politiet vil ikke kommentere nærmere på de modtagne lydfiler og uddybe, hvordan og hvorfra de denne gang er blevet optaget.

- Stort og målrettet efterforskning

Det nærmer sig nu fem måneder siden den dengang 17-årige Emilie Meng sidst blev set. Ifølge politiet bruger de stadig ”betydelige efterforskningsmæssige ressourcer” på sagen.

- Vi har stadig et stort og målrettet arbejde i efterforskningen. I den indledende fase havde vi omkring tusind personer, vi skulle have fat i. Nu er vi nede på nogle hundrede. Personer, vi har fastlagt, var i området ud fra en række blandt andet tekniske faktorer, forklarer Kim Kliver.

Emilie Meng forsvandt efter en bytur i Slagelse med to veninder den 10. juli. Veninderne tog en taxa fra Korsør Station, mens Emilie Meng ville gå de godt 3,5 kilometer til forældrenes hus.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App