Emilie Meng forsvandt for to måneder siden

Emilie Meng fra Korsør er sporløst forsvundet.

I dag er det præcis to måneder siden, at 17-årige Emilie Meng forsvandt efter en bytur. Hverken politi eller frivillige har opgivet eftersøgningen.

I to måneder har frivillige og politiet ledt indædt, efter 17-årige Emilie Meng, der forsvandt i Korsør den 10. juli.

Og de fortsætter. Blandt andet står gruppen Missing People i morgen i spidsen for endnu en eftersøgning i Korsør.

- Vi bliver ved, fordi vi bare skal finde noget, der kan hjælpe politiet. Vi ville jo selv være taknemmelige for, at nogle ville hjælpe os, hvis det var os, der stod i den situation, fortæller arrangør Lars Jensen til TV ØST.

Politiet har frigivet et område

Ifølge ham er det omtrent sjette gang, Missing People leder en eftersøgning af Emilie Meng. Og selvom antallet af deltagere har været faldende, så forventer Lars Jensen stadig omkring 20-25 frivillige deltagere i morgen.

Gruppen skal lede et sted tæt ved Korsør Station, som politiet netop har frigivet til gennemsøgning for frivillige. De mødes klokken 10 ved Korsør Station.

Danmark står virkelig sammen her

Sofie Sønderup, Forsvundne Personer

Dykkere i vandet

Også gruppen Forsvundne Personer fortsætter sin leden efter 17-årige Emilie Meng. Den 18. september ryster de posen og leder efter den forsvundne pige på to nye måder.

- Vi laver en sweep i vandet, hvor vi leder helt ned til havbunden. Hvis hun nu sidder fast et sted, så skal vi finde hende nu, fortæller arrangør fra Forsvundne Personer, Sofie Sønderup.

- Det foregår lidt ligesom en menneskekæde på land. Vi tjekker bådpladser og boltværker, for der er mange ting under vandet, som man ikke kan se med det blotte øje.

Leder fra hesteryg

Forsvundne Personer regner med at have mellem 50 og 80 dykkere i vandet næste søndag, og derudover vil de også lede i skovene omkring Korsør fra hesteryg.

- Du kommer op i en helt anden højde til hest og kan bedre holde overblikket. Der har også været overflyvninger af området, men der er det svært at se noget på grund af trækroner, siger Sofie Sønderup og tilføjer:

- Så håbet er, at det er lettere at se, hvis der ligger noget i skovbunden, når man rider på en hest, end hvis man går på jorden eller flyver over.

Danmark står sammen

Vi ville jo selv være taknemmelige for, at nogle ville hjælpe os, hvis det var os, der stod i den situation

Lars Jensen, Missing People

Arrangøren glæder sig over, at der stadig er stor tilslutning til eftersøgningerne af Emilie Meng.

- Danmark står virkelig sammen her. Der er nogen, der har sponsoreret brændstof til de både, vi skal ud med, og bageren giver morgenmad, siger hun og opfordrer alle, der har mulighed for det, til at dukke op den 18. september.

- Der er en familie derude, der ikke har fået deres datter hjem. Derfor skal vi fortsætte. Vi stopper ikke, når vi er trætte. Vi stopper, når vi er færdige, siger hun.

De frivillige fra Forsvundne Personer mødes næste søndag klokken 9 til fælles morgenmad på havnen i Korsør. De starter eftersøgningen klokken 10.

Emilie Meng forsvandt sporløst efter en bytur i Slagelse med to veninder. Veninderne tog en taxa hjem, men Emilie ville hellere gå de godt 3,5 kilometer til forældrenes hus i Korsør. Hun er sidst set på stationens overvågningskamera klokken 04.00 for to måneder siden.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App