Emilie Meng begravet torsdag: Kondolencerne strømmer ind

Flagene er på halv i Korsør torsdag. Familien og de nærmeste tager afsked med 17-årige Emilie Meng, der blev fundet dræbt juleaftensdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er 194 dage siden, 17-årige Emilie Meng sidst blev set i live på vej hjem fra en bytur med et par veninder.

Hun ville gå hjem og få lidt luft, inden hun få timer senere skulle møde op i Sankt Povls Kirke i sit job som kirkesanger. Men hun nåede aldrig hjem, og juleaftensdag blev hun fundet dræbt i et vådområde ved Regnemarks Bakke tæt på Borup.

Torsdag sætter familien og de nærmeste venner så det sidste punktum i det lange forløb, når den unge pige bliver stedt til hvile fra selvsamme kirke, hvor hun hver søndag sang salmer.

quote Æret være dit minde, smukke Emilie. Må din familie og andre pårørende få den smukkeste afsked med dig i dag

Facebook-gruppen "Til minde om Emilie Meng"

Kondolencer vælter ind

Sagen om Emilie Mengs forsvinden har rørt mange i Korsør – og i hele Danmark. Det så man tydeligt, da flere tusinde fakler 29. december lyste gaderne i Korsør op til ære for den dræbte pige. Og også torsdag, hvor Emilie Meng skal begraves, står det klart, at mange stadig tænker på hende.

Allerede fra morgenstunden er det nemlig begyndt at tikke ind med kondolencer i Facebook-gruppen ”Til Minde om Emilie Meng”. Der er korte og lange beskeder, men indholdet er det samme:

- R.I.P. kære Emilie. I dag tager du din sidste rejse. Så tragisk og meningsløst, som en af beskederne lyder.

- Æret være dit minde, smukke Emilie. Må din familie og andre pårørende få den smukkeste afsked med dig i dag. Jeg sender dem mine varmeste tanker og dybeste medfølelse, skriver en anden.

Ingen drabsmand fundet endnu

Politiet ved endnu ikke, hvad der skete med den unge pige i timerne og dagene, efter hun forsvandt. De formoder, at hun døde enten samme dag eller kort derefter, og det er helt sikkert, at der ligger en forbrydelse bag. Hun har sandsynligvis ligget i vandhullet ved Borup i fem en halv måned.

Men hvordan hun mistede livet, og hvem der står bag, arbejder politiet stadig intenst på at finde ud af.

quote Jorden kan være et grumt sted til tider og helt uden mening og følelse. Håber himlen passer bedre på dig

Facebook-gruppen "Til minde om Emilie Meng"

Efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har flere gange givet udtryk for, at det kommer til at tage tid, før politiet har en dødsårsag eller andet at gå ud fra.

- Der er ikke noget nyt i sagen, og så tager sager som denne tid, sagde han blandt andet til TV ØST 13. januar, efter politiet havde haft hunde og teknikere med i Regnemarks Bakke for at gennemgå området en ekstra gang. 

Politiet har, siden Emilie Meng blev fundet, modtaget over 250 tip fra borgere, der muligvis har set noget, der kan føre til pågribelsen af drabsmanden.

- Håber himlen passer bedre på dig

Fra Emilie Meng forsvandt 10. juli, og til hun blev fundet af en hundelufter i Regnemarks Bakke juleaftensdag, har politiet og frivillige minutiøst gennemgået nærmest hver en lille del af Korsør. Men uden at finde spor, der kunne føre sagen videre.

17-årige Emilie Meng bliver begravet fra Sankt Povls Kirke klokken 11. Begravelsen er kun for de nærmeste, men det holder altså ikke folk fra at vise deres medfølelse på Facebook:

- Jorden kan være et grumt sted til tider og helt uden mening og følelse. Håber himlen passer bedre på dig, lyder det blandt andet.

Op mod 4.000 mennesker deltog 29. december i fakkeltoget i Korsør til minde om Emilie Meng. Her i videoen kan du se, hvordan det så ud.

 


Nyhedsoverblik