Det vi har sammen

Elever om fusion: Giver bedre muligheder

00:40

Det kan få positive konsekvenser, at ZBC og Selandia arbejder på at fusionere, mener elever på førstnævnte skole.

Hvis alt går, som bestyrelserne på Zealand Business College (ZBC) og Selandia håber, så vil de to skoler inden længe slå pjalterne sammen og fortsætte som én skole.

Og det vil give eleverne et bedre fællesskab, der kan gavne i fremtiden, mener Louie Petersen, der studerer på Handelsskolens Grunduddannelse (HG) på ZBC.

- Jeg tror, at et styrket fællesskab vil give flere muligheder, for eksempel for os, der studerer HG, siger han til TV ØST og uddyber.

- Vi er nogen, der er færdige her i januar, og på det tidspunkt kan det godt være lidt svært at få en elevplads. Et større fællesskab og det, at man lærer flere at kende, tror jeg kan sikre mere vejledning og mere støtte til, hvor man skal lede.

Vil ikke nedlægge uddannelser

Christian Johnsen, der går på Innovationslinjen på ZBC, tror dog, at fusionen er et resultat af besparelser.

- Man hører meget om, at regeringen gerne vil spare på blandt andet SU’en. Så jeg tænker helt sikkert, at det her også er for at spare, siger han,

Bestyrelsesformændene på de to skoler, Arne Petersen (Selandia) og Vagn Sanggaard Jakobsen (ZBC) fastholder dog, at fusionen ikke vil betyde, at der bliver nedlagt uddannelser.

- Grundlæggende vil vi fusionere, fordi vi vil sikre de bedste muligheder for de unge på Sjælland. Vi tror, at vi styrker de enkelte steder, fordi vi giver dem flere muligheder, siger Vagn Sanggaard Jakobsen.

Ruster skoler bedre til fremtiden

Men, understreger bestyrelsesformændene, fusionen vil kunne ruste skolerne til fremtiden og eventuelle kommende besparelser.

- Vi har været bagud på uddannelsesniveauet her på Sjælland. Og vi bliver pålagt besparelser hele tiden, og det her er en måde at varetage alle uddannelser - også de små, slutter Arne Petersen.

Bestyrelserne på de to skoler skal træffe beslutning om fusionen i april/maj 2017.

Frem til april/maj 2017 skal der foregå et analysearbejde, som blandt andet skal være afsæt for en beslutning om, hvordan organisationen skal sammensættes.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App