Det vi har sammen

Elever fra Indien besøger erhvervsskole: - Vi begynder at få et mere internationalt omdømme

02:41

Danmarks største erhvervsskole, ZBC, vil nu også være kendt internationalt og eksporterer nu uddannelse. Derfor er der netop nu sommerskole i Ringsted. 25 elever fra Indien skal lære at bage.

25 elever fra Indien er kommet til Danmark for at gå på to ugers sommerskole hos ZBC i Ringsted.

Når man kommer hele vejen fra Indien, så er croissanter og fransk baguette ret så eksotiske ting.

- Det er meget svært og ikke så nemt, som det ser ud, jeg tror, vi alle kæmper med det, for det er første gang, vi prøver det, siger Niharika Gupta fra Indien.

25 elever fra Indiens bedste hotelskole er ankommet til ZBC i Ringsted på to ugers sommerskole.

Her skal de lære at bage brød og småkager blandt andet.

Det er jo en fornøjelse som underviser at have nogle elever, som bare gerne vil

Carsten Kej, faglærer hos konditorafdelingen ved ZBC

- Hvad vi mangler, er praktiske færdigheder. Kokkene her er meget dygtige og erfarne, så jeg vil gerne lære de små ting, som vi generelt ikke tænker over, når vi bager, siger Niharika Gupta.

Giver et internationalt omdømme

Det er første gang, at Danmarks største erhvervsskole har fundet ud af at eksportere nogle af deres uddannelser. Og det skal gøre ZBC kendt i det store udland.

- For sådan en skole ude i provinsen er det rigtig sejt, at vi begynder at få et mere internationalt omdømme, det løfter hele skolen, siger Søren Dehn, der er head of education export hos ZBC.

Ifølge hotelskolen i Indien er de taget på sommerskole i Danmark på grund af et højt fagligt niveau, og fordi vi også er ret gode til at undervise, lyder det.

- De lægger meget mærke til, hvad det er for nogle detaljer, de skal fokusere på og spørger meget ind. De vil gerne gøre det rigtig godt. Og det er jo en fornøjelse som underviser at have nogle elever, som bare gerne vil, siger Carsten Kej, faglærer hos konditorafdelingen ved ZBC. 

Læs også Mangel på faglærte: De unge vælger andre veje

- En ting, jeg personligt lærte, da jeg kom, er, at de virkelig får dig engageret, og de får dig til at tænke på problemløsning. Det synes jeg, er meget fascinerende og brugbart i forhold til den virkelige verden, siger Aryaman Parashar fra Indien.

Nyder den danske kulde

De fleste af eleverne bliver i Indien skolet til lederstillinger indenfor hotelbranchen.

Bagværk fra vores breddegrader er de senere par år blevet introduceret i Indien, men croissanter og andet er stadig en sjældenhed.

- Hvis vi tager den her lille del af Danmark, weinerbrødet og bagværket og alt det andet gode. Så tror jeg virkelig, de vil sætte pris på det, for det er noget nyt for dem, så jeg tror, det vil være rigtig godt, siger Aryaman Parashar.

Om cirka en uge vender eleverne hjemad igen - og indtil da har de også tænkt sig at nyde det danske sommervejr.

- Vejret er godt. Vi kommer fra et meget varmt land, så vi nyder virkelig kulden. Vi elsker de lange dage. For os er det virkelig køligt, siger Namrata Sahota fra Indien.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App