Det vi har sammen

Ekstreme forhindringsløb hitter i vores region

Fra dokumentaren 'OCR: Når maraton ikke nok' af Rikke Stokholm. Foto: Rikke Stokholm

Fra dokumentaren 'OCR: Når maraton ikke nok' af Rikke Stokholm. Foto: Rikke Stokholm

Fra dokumentaren 'OCR: Når maraton ikke nok' af Rikke Stokholm. Foto: OCR Danmark

1 af 3

Verdens hurtigste voksende sport - OCR - er blevet populær. Flere og flere kaster sig ud i den ekstreme sport, der sætter forhindringsløb på spidsen.

Løb igennem mudder, under pigtråd, klatre i reb eller høje mure kan måske for mange virke uoverkommeligt, men for andre er det en yderst populær sportsgren. Sportsgrenen hedder Obstacle Course Racing (OCR) og kan nemmest betegnes som et ekstremt forhindringsløb, der også indeholder et udholdenhedsløb. Mange kender måske allerede sporten under løbsarrangører som Nordic Race og Toughest.

Sportsgrenen er blevet kaldt verdens hurtigst voksende og har alvor også opnået stort popularitet i regionen. Nordeuropas største OCR-center, Level X, ligger i Holbæk.

Militært inspireret

Obstacle Course Racing er oprindeligt inspireret af de klassiske militære forhindringsbaner. Derfor er der mange af de samme discipliner, der går igen.

I 2010 opstod OCR for første gang, som den sportsgren vi kender i dag. Det skete i USA, hvor Spartan og Tough Mudder afholdte deres første løb.

I 2012 kom sporten så til Danmark med ni løb og 8.000 deltagere. Det tal er i år 2016 steget til 30 løb med over 25.000 deltagere. En stigning på mere end 300 procent.

Ekspert: Vi vil fortælle, hvor seje vi er

Et af de helt store spørgsmål er, hvorfor vi som samfund i højere grad er begyndt at kaste os i mudder og pigtråd, og hvad der ligger til grund for det. Det har sportspsykolog Kristoffer Henriksen et bud på.

- Det handler om, at vi har fået bygget et liv og en hverdag op, som ligger meget langt fra menneskets oprindelige natur. Vi laver meget arbejde, der ligger langt fra med at tage ud på savannen og skyde byttedyr og leve mere ekstremt, som man gjorde i rigtig gamle dage. Jeg kan fornemme en lyst til at prøve sig selv mere af, siger sportspsykolog fra Syddansk Universitet Kristoffer Henriksen.

Det er dog langt fra den eneste forklaring, understreger han. En stor del af interessen for OCR og det ekstreme, skal også tilskrives de sociale medier og en lyst til en iscenesætte os selv.

- Det handler meget om, at vi skal fortælle hele verden, hvad vi kan, hvem vi er, og hvor seje vi er. Det gør vi via Facebook og andre sociale medier, siger Kristoffer Henriksen og tilføjer.

- Jeg opfatter det som et led i en trend, der indeholder en masse ting. Først blev det maraton, så var maraton ikke ekstremt nok. Så blev det triatlon og ironman. Spørgsmålet er, om det er ekstremt nok. Der er mange mennesker, der hele tiden vil være med til at være de første, der tager skridtet videre, og det er en del af den her selviscenesættelse. Maraton - bin there done that, siger Kristoffer Henriksen.

Ingen grænser

En af dem der hellere end gerne hopper over mure og klatrer i reb er 31-årige Maria Lundsteen fra Holbæk. Hun er til daglig tilknyttet OCR-centeret i Holbæk, Level X, og træner Obstacle Course Racing flere gange om ugen.

- Når man løber OCR-løb bliver man både testet mentalt og fysisk på samme tid. Det er en kombination af at være ude på vippen og mærke sig selv og sin krop, og tro man er ved at give op, men så alligevel overvinde de her episoder. Det giver et kæmpe adrenalinkick og et boost til ens selvværd, siger Maria Lundsteen.

Hun har dyrket OCR i godt to år og har løbet over ti OCR-løb. I efteråret deltog hun i et af de absolut hårdeste løb i Danmark. Det 12 timer lange natteløb Terminator, der både havde elementer fra OCR og udholdendes løb. Undervejs begravede de sig selv levende, løber samlet over 40 km og var igennem et utal af fysiske forhindringer, og det er netop det, Maria Lundsteen så godt kan lide.

- Jeg har så meget kontrol i min hverdag og på mit arbejde. Når jeg kommer til de her løb, får jeg lov il at være kaotiske Maria som roder og ikke har fået gjort rent. Hele det kaos spiller meget godt i balnce med kontrollen i hverdagen, siger Maria Lundsteen.

Du kan se meget mere til Obstacle Course Racing og Maria Lundsteen, når TV ØST viser dokumentaren ”OCR: Når maraton ikke er nok”. Her får vi uddybet, hvorfor denne sportsgren er blevet så populær og føler Maria gennem medgang og ikke mindst modgang gennem det 12 timer lange OCR-løb Terminator.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App