Ekstremt lavvande: Fisk går på grund

Det kraftige blæsevejr har medført, at der lige nu er ekstremt lavvande flere steder i regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Går man en tur ved vandet fredag aften, kan det være man skal spejde langt efter vandet. Flere steder i regionen er nemlig lige nu ramt af ekstremt lavvande.

- Der er mellem 30-50 cm under normal vandstand i den vestligste Østersø, siger Hans Warnner, der er vagthavende meteorolog ved DMI. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Havbunden er blottet flere steder i Vordingborg Havn.
Havbunden er blottet flere steder i Vordingborg Havn. Foto: Per Rasmussen

Ved havnen i Vordingborg er der steder, hvor havbunden er helt blotlagt, og fiskene er gået på grund. Også på det nordlige Lolland og i Ordrup i Odsherred er der meldinger om lavvande. Ifølge DMI skyldes det nattens kraftige blæsevejr. 

- Det forsynede os med en rigtig kraftig sydvestenvind, der gør, at overfladevandet i Østersøen trækkes over mod Bornholm og videre nordøst på til Rusland og Finland, forklarer meteorologen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Connie K. Hansen har taget dette billede i Ordrup i Odsherred, hvor børnene lige nu kan gå ved siden af bådene.
Connie K. Hansen har taget dette billede i Ordrup i Odsherred, hvor børnene lige nu kan gå ved siden af bådene. Foto: Connie K. Hansen

Men ifølge DMI skal man være hurtig, hvis man selv vil opleve fænomenet.

- Vinden er jo ikke så kraftig mere, så det er et spørgsmål om tid, så kommer vandet tilbage, siger Hans Warnner.

Ingen oversvømmelser i sigte

Der kan i nogle tilfælde være risiko for oversvømmelser, når vandet kommer tilbage, men ifølge DMI er der ikke grund til bekymring denne gang.

- Det var ikke så kraftigt et blæsevejr, som det har været de gange, hvor vi har fået de store oversvømmelser, så det skal vi ikke forvente kommer til at ske denne gang, fastslår Hans Warnner.

Han undrer sig til gengæld over, at fiskene er gået på grund i stedet for at følge med vandet ud i Østersøen.

- Det er lidt mærkeligt, for vandet falder trods alt så langsomt, at fiskene burde kunne nå at smutte ud, men det kan selvfølgelig ske, siger han.

 


Nyhedsoverblik