Ekspert om påbud til bank: Kunderne skal ikke være bekymrede

Arkivfoto. Foto: Sparekassen Sjælland

Ifølge en ekspert er det ærgerligt, at Sparekassen Sjælland-Fyn har fået påbud af Finanstilsynet.

- Der er ikke grund til at være bekymret. 

Det slår seniorrådgiver Lars Krull fra Aarhus Universitet fast, efter han har læst Finanstilsynets redegørelse om deres inspektion af Sparekassen Sjælland-Fyn.

- Jeg er ikke bekymret. Jeg er mere ærgerlig. Det er længe siden, vi har set den slags kommentarer fra Finanstilsynet, fordi de fleste banker har strammet meget op siden krisen, siger Lars Krull til TV ØST.

Det er en stor bank med en lille sparekasses procedurer og detaljeringsgrad og forretningsgange. Det sker ofte når virksomheder vokser.

Lars Krull, seniorrådgiver, Aarhus Universitet

Banken er endt med at få tre påbud, efter Finanstilsynet i april og maj 2018 undersøgte de væsentligste risikoområder.

Lille sparekasses forretningsgange

Ifølge Lars Krull handler det om fejl, der mere er udtryk for nogle forretningsgange og et fokus, der skal ændres, end det er et udtryk for noget, der bør bekymre.

- De har ikke defineret deres kreditpolitik godt nok. De skal tilrette deres politik, så den er mere målrettet. Og det har de simpelthen ikke været gode nok til. Det er manglende detaljering i sin forretningspolitik og samtidig en høj risikovillighed, men det er ikke noget, man skal være bekymret for, siger han.

Læs også Sparekassen Sjælland får påbud: For mange kunder har "svaghedstegn"

Han mener forklaringen kan findes i den enorme vækst, som Sparekassen Sjælland-Fyn har været igennem over de seneste år. 

- Det er en stor bank med en lille sparekasses procedurer og detaljeringsgrad og forretningsgange. Det sker ofte når virksomheder vokser. Især når det er relativt små virksomheder, der vokser til dobbelt størrelse, så der ligger ikke en alvorlig bebrejdelse i det fra mig, siger Lars Krull.

Kan tage det som en huskeseddel

Han er ikke selv bekymret på Sparekassen Sjælland-Fyns vegne, og han mener heller ikke der bør være bekymring hos kunder og aktionærer i banken.

- Jeg synes jo, hvis man sidder som kunde og aktionær, så skal man tænke, man er i et pengeinstitut, som er villige til at gå langt for at skabe indtjening. Men det synes jeg altid, de har deklareret, at de er interesseret i denne her type forretning, siger han og fortsætter:

- Det er absolut min vurdering, at Sparekassen Sjælland-Fyn gerne vil leve op til de krav, der er. Det har de altid gerne ville. De har nok bare ikke haft nok fokus på det, samtidig med at kompleksiteten af deres forretning er steget, lyder det.

Læs også Sparekassen Sjælland får historisk kæmpeoverskud

Han mener, påbuddene og redegørelsen er en reminder til, hvad banken skal tage fat på.

- Her har de sort på hvidt, hvad det er, de skal rette op på, og jeg er sikker på, at bestyrelsen nu tager det her som en huskeseddel til, hvad de skal have fokus på, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App