Ekspert om opsagt byrådskandidat: - Det står dårligt til med offentligt ansattes ytringsfrihed

Offentligt ansatte skal vare deres mund, hvis de ikke vil risikere en fyreseddel, fortæller ekspert. Arkivbillede. Foto: TV ØST

Martin Christensen mistede sit job efter kritik af sin arbejdsgiver. Ifølge ekspert står det skidt til med ytringsfriheden for offentligt ansatte.

Ved et vælgermøde under kommunalvalget i november kaldte pædagog og byrådskandidat Martin Christensen (Børnenes Parti) ledelsen på sin arbejdsplads, Kobberbakke Skole, for "en dysfunktionel, alkoholiseret skilsmissefamilie".

Ordene stammer ifølge Martin Christensen fra et forældrepar fra skolen i Næstved Kommune og er blot en gengivelse.

Ikke desto mindre valgte nogen at tippe skolens ledelse om udtalelsen, og dagen efter valget blev Martin Christensen fritstillet fra sin stilling som skolepædagog.

Han skal kunne bevise, at han er blevet fyret, fordi han har benyttet sig af sin grundlovssikrede ytringsfrihed. Og det er altid vanskeligt

Rasmus Willig, leder, Center for Offentlige og Privatansattes Ytringsfrihed

Ret til at udtale sig kritisk

Som ansat i eksempelvis Næstved Kommune må man dog godt kritisere sin ledelse.

Det fortæller Rasmus Willig, der er lektor på RUC og leder af Center for Offentlige og Privatansattes Ytringsfrihed.

- En offentligt ansat har ytringsfrihed, og man må gerne kritisere sin arbejdsplads og/eller have en politisk holdning, så længe det er for egen regning. Det er man i sin fulde ret til, siger han. 

Svært at bevise

Selv om offentligt ansatte som Martin Christiensen har loven på deres side, er fyringer som den, Martin Christensen er udsat for, ikke ualmindelige. 

- Problemet er, at offentligt ansattes ytringsfrihed generelt har været under pres i flere år. Og det er meget svært for arbejdstager, den pågældende pædagog, at løfte bevisbyrden, siger Rasmus Willig.

- Han skal kunne bevise, at han er blevet fyret, fordi han har benyttet sig af sin grundlovssikrede ytringsfrihed. Og det er altid vanskeligt.

Kan altid fyres af bagveje

Læs også Pædagog mister jobbet efter kritisk udtalelse: Nu går flere politikere ind i sagen

I sager som Martin Christensens er den ansatte svært stillet, fordi der ikke er nogen retslig beskyttelse af vedkommende.

- En ting er, at det står i Grundloven, men for at sige det pædagogisk betyder det sådan set bare, at du ikke kommer i fængsel. Du kan stadigvæk blive fyret, siger Rasmus Willig.

Han mener, at problemet bunder i dårlige ansættelsesvilkår. 

- Man kan altid blive fyret ad bagveje, og arbejdsgiveren kan altid komme med andre begrundelser. Så længe vi ikke har bedre ansættelsesretlig sikkerhed på det her område, vil vi have denne type sager om offentligt ansatte og ytringsfrihed. De vil komme løbende.

Indgår en aftale

I Martin Christensens fyringssag er BUPL (Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund) kommet på banen, og sammen med Martin Christensen og repræsentanter fra Næstved Kommune, er parterne blevet enige om en fratrædelsesaftale.

Parterne har dog aftalt ikke at offentliggøre de nærmere vilkår for ansættelsesforholdets ophør.

Vi ser generelt, at det står dårligt til for de offentlige ansattes ytringsfrihed

Rasmus Willig, leder, Center for Offentlige og Privatansattes Ytringsfrihed

Ifølge Rasmus Willig sker netop dette ofte i sådanne sager.

Uklare sanktionsmuligheder

I øjeblikket er der nemlig ikke nogen sanktionsmuligheder, man kan benytte sig af over for kommunen for at sikre den ansattes ret til ytringsfrihed.

- Vi har set, at ombudsmanden kan komme med en påtale, hvis fyringen er uretmæssig, men det er ikke det samme som en reel sanktion, altså en bøde, til eksempelvis en kommune,. 

Og manglen på klare linjer kommer kun én af parterne til gode, hvis du spørger Rasmus Willig.

- Jeg kan kun henvise til, at den uklarhed kommer arbejdsgiveren til gode lige nu. Derfor ser vi generelt, at det står dårligt til for de offentlige ansattes ytringsfrihed, slår han fast.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App