Det vi har sammen

Ekspert om afbrudt samarbejde: - Klimaet har været pænt betændt

Kim Rosenkilde, kommunalpolitisk redaktør ved Altinget.

Forhistorien in mente giver bruddet med samarbejdsaftalen i Slagelse Kommune god mening, siger ekspert. Men det sker dog overraskende hurtigt.

Der er endnu engang ballade i Slagelse byråd.

Ord, der er skrevet et væld af gange efterhånden, men ikke desto mindre en realitet igen. For borgmester John Dyrby Paulsen (S) og kompagni har brudt samarbejdet med Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

Som borgmesteren siger:

- Vi har set det ene personangreb efter det andet. I vores øjne handler det om gammel bitterhed mere end fakta. Nu er nok nok. Oppositionen er meget velkomne til at føre hård og personrettet politik – men det er altså ikke noget, som vi vil fremme med en samarbejdsaftale. Så den har vi nu måttet opsige.

Det er få måneder siden, aftalen blev indgået, og at man så allerede nu dropper den, det er overraskende hurtigt

Kim Rosenkilde, kommunalpolitisk redaktør ved Altinget

Til det har kommunalpolitisk redaktør ved Altinget, Kim Rosenkilde, to ting at sige:

-  På den ene side er det overraskende, at der kommer et opbrud af sådan en aftale. Særligt så kort tid efter et valg. Det er få måneder siden, aftalen blev indgået, og at man så allerede nu dropper den, det er overraskende hurtigt, siger han.

- På den anden side, hvis man kender forhistorien og alt det politiske og de personlige forviklinger og nid og nag, der har været i Slagelse Kommune de seneste tre, fire, fem, seks år, så er det måske ikke så overraskende. Samarbejdsklimaet har været pænt betændt, og det skal man måske også se det her som et udslag af, at det fortsat er.

En fritstillet blokpolitik

Den nu iturevne samarbejdsaftale betød oprindeligt, at der blev oprettet hele ti stående udvalg i kommunen – hvor de tre oppositionspartier fik flere udvalgsposter og udvalgsformandsposter end flertalspartierne.

Men det vil nu ændre sig. Kort sagt kommer der færre udvalgsposter og færre formandsposter. 

Læs også Flertal opsiger aftale i Slagelse: Sådan rammer det samarbejdet i byrådet

Men hvad betyder det ellers?

- Man får en mere klar opdeling. På den ene side har man borgmester John Dyrby Paulsen med de røde partier plus Liberal Alliance, som har flertallet. Og de bliver nok lidt mere fritstillet til at føre politik. Tidligere har de jo haft Venstre og Dansk Folkeparti inde i flere af udvalgene og flere af udvalgene har haft borgerligt flertal, siger Kim Rosenkilde.

- Med den her aftale bliver de måske mere fritstillet, men man får måske også en mere blokpolitiklignende situation, hvor man har en højtråbende opposition – Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, som nu vil blive endnu mere højtråbende, som måske vil gøre, hvad de kan for at obstruere og blokere samarbejdet.

Hvor sure er de i Venstre?

Men bruddet kan måske også få konsekvenser for Villum Christensen (LA), der efter aftale med John Dyrby Paulsen, står til at overtage borgmesterposten, når de første to år er gået. 

Læs også DF i svar til Slagelse-borgmester: - Det er ligesom en børnehave

- Det kommer nok lidt an på, hvor sure Venstre bliver på Villum Christensen over det her. Villum Christensen er jo med i aftalen, som nu sætter Dansk Folkeparti og Venstre uden for magt og indflydelse. Venstre har tidligere sagt, at de ikke har tænkt sig at stille sig i vejen for, at Villum Christensen kan blive borgmester – han er trods alt borgerlig – men på den anden side ville de heller ikke stemme for, at han kunne blive borgmester, fordi han er Villum Christensen, og ham har de et personligt udstående med, siger Kim Rosenkilde og fortsætter:

- Hvis Venstre havde sagt, at de ville stemme imod ham (Villum Christensen, red.), så kunne John Dyrby Paulsen og Socialdemokratiet selv afgøre hvornår og om han (Villum Christensen, red.) overhovedet skal være borgmester. Men hvis Venstre nu bliver meget sure over det her, og de nu siger, at de vil stemme imod en Villum Christensen, så bliver det sværere for Villum Christensen at blive borgmester. Så det bliver lidt spændende at se, hvad Venstres reaktion bliver på det her på længere sigt.

Tip os Har du et godt tip?