Eksmand skyldig for drab i Sneslev

For kort tid siden blev en 68-årig mand fundet skyldig i drabet på sin ekskone, Jannie Dam Reenberg, der var graver i Sneslev Kirke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Eksmanden til den 40-årige Jannie Dam Reenberg, der blev dræbt i Sneslev i december sidste år, er i dag blevet fundet skyldig ved Retten i Roskilde. Eksmanden  blev fundet skyldig ved et enigt nævningeting.

Eksmanden reagerede ikke, da dommen blev læst op, men sad roligt og kiggede ned, fortæller TV ØSTs journalist i retten.

Jannie Dam Reenberg blev fundet død på gulvet i hendes graverkontor ved Sneslev kirke fredag den 30. december. Hun var dræbt af et knivstik i halsen. Kort derefter blev hendes 68-årige eksmand anholdt og sigtet for drabet.

Et jalousidrab

Den drabsdømte og Jannie Dam Reenberg var gået fra hinanden to uger før, hun blev fundet dræbt på gulvet i sit graverkontor.

Efter deres brud var Jannie Dam Reenberg flyttet hen til sin nye kæreste. Eksmanden fortalte i retten, at han ikke var jaloux. Han var blevet ked af det, men han sagde, at han elskede hende for højt til at gøre hende fortræd.

Men retten lagde i dag til grund for dommen, at bruddet med afdøde påvirkede tiltalte meget ifølge flere vidner.

Den 68-årige eksmand fortalte i retten, at han har oplevet at gøre ting, han ikke kan huske.

Telefonen blev det afgørende bevis

Forsvarer Thorkild Høyer mente ellers ikke, at der var tilstrækkelige beviser på, at eksmanden slog Jannie Dam Reenberg ihjel. Der blev nemlig ikke fundet DNA-spor på liget, og der var hverken blodspor i eksmandens hjem eller i hans bil. Men det kom frem i retten, at der er DNA fra tiltalte inde i graverboligen. Det er konstateret med den højeste grad af sikkerhed.

Derudover er den dømtes bil blevet set ved graverhuset på et tidspunkt før klokken 10 den 29. december - tæt ved det tidspunkt, hvor politiets tekniker regner med, at drabet fandt sted.

Det afgørende bevis blev dog, at eksmandens telefon er blevet registreret på en mast nær kirken. Derudover kan man se ud fra telefonoplysningerne, at den afdødes telefon følges ad med den dømtes.

Jannie Dam Reenbergs telefon har været aktiv på en mast i Stubbekøbing den 29. december klokken 08.39. Det forudsætter, at telefonen er blevet flyttet fra gerningsstedet. Det er primært det bevis, eksmanden er blevet dømt på.

Eksmanden kan ikke huske, at han har været på gerningsstedet.

Straffen bliver udmålt senere i dag.


Nyhedsoverblik