Nabostrid spærrer sti ved kendt traktørsted

Ejeren af huset, der rummer Traktørstedet Maglesø i Holbæk er blevet politianmeldt. Det sker efter at han har lukket vejen med en kæde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Udsigten fra Maglesø Traktørsted ud over Maglesø fejler ikke noget på en solbeskinnet majdag.

Det kuperede naturområde ved sø og skov hedder i folkemunde ”de sjællandske alper”. Stedet er et yndet udflugtsmål, borgerne tager en gåtur ved søen og efterfølgende drikker de en kop kaffe eller spiser frokost på traktørstedet, der er forpagtet af Erna Sindlys.

Men ifølge Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk vil ejerne af bygningen, der huser det historiske Maglesø Traktørsted, forhindre, at området bliver brugt af private. Derfor har de sat en kæde med lås op henover vejen, og der er sat skilte op, om at området er privat, og at det er videoovervåget.

Den nye ejer af huset kommer derved til at chikanere blandt andet handicappede besøgende i en sådan grad, at Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk nu har fået nok. Onsdag landede der derfor en anmeldelse på Midt- og Vestsjællands Politis bord.  

- Det ligger os stærkt på sinde at forsvare den frie og uforstyrrede adgang til en sti med offentlig adgang, lyder det blandt andet i anmeldelsen.

Politianmeldelsen kommer efter at formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk gentagne gange har forsøgt at komme i dialog med ejeren.

- Det vigtigste for os er adgangsvejen til stien, fornøjelsen ved at komme ud i naturen er begrænset, når man skal stå og overveje, om man gør noget forkert, siger formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Holbæk, Carsten Lambrecht.

Ifølge Carsten Lambrecht betyder det faktum, at der er en kæde hen over vejen ned til traktørstedet, at især gangbesværede, handicappede i kørestol og folk med klap- og barnevogne ikke længere har adgang til det naturskønne område, som er fredet. Det skal ellers være åbent for offentligheden, og det gælder altså alle borgere, understreger Carsten Lambrecht. 

Forpagter føler sig chikaneret

Også forpagteren af traktørstedet føler sig chikaneret. Erna Sindlys har siden 2014 drevet traktørstedet Maglesø, og da de nye ejere i 2015 købte huset, var de er ikke interesserede i restauranten i stueetagen, men kontrakten udløber først om syv år. At der nu er sat en kæde op på stien, så man ikke længere kan parkere foran traktørstedet,  er et problem for Erna Sindlys' gæster.

 

 
  Foto: René Holm
 
  Foto: René Holm
 
  Foto: René Holm

Ejeren af huset, som TV ØST har talt med i dag, siger, at han troede, at han kunne sige restauratøren op. Men da hendes kontrakt løber frem til 2024, forsøger han og hans familie udelukkende at få så meget privatliv som muligt. Ejeren har forklaret, at han har lavet en alternativ adgangssti ned til naturområdet, men han anerkender overfor TV Øst, at stien ikke er egnet for f.eks. kørestolsbrugere, og han har planer om at kontakte kommunen, således at de kan hjælpe ham med at lave den alternative sti handicapvenlig.

Politianmeldelsen er sendt til Midt- og Vestsjællands Politi den 3. maj. Hos Midt- og Vestsjællands Politi fortæller kommunikationsansvarlig, Carsten Andersen, at de mandag vil vurdere, om der er en sag for politiet.  

 


Nyhedsoverblik