Det vi har sammen

Eftersøgning i skov afslørede ingen spor efter Emilie

00:36

1 af 2

Korsør Lystskov er i de seneste to dage blevet gennemsøgt af politiet. De melder, at de intet har fundet, som har med Emilie-sagen at gøre.

Nedgravningshunde, politifolk og dykkere har torsdag og fredag gennemsøgt Korsør Lystskov i jagten på spor i sagen om den forsvundne Emilie Meng.

Fredag eftermiddag blev eftersøgningen afsluttet - uden resultater.

- Vi ville selvfølgelig gerne have fundet noget, der kunne lede os i den rigtige retning. Men når det så er sagt, så kan vi nu i hvert fald udelukke, at der er noget at komme efter i den del af byen, fortæller Steen von Würden, der er efterforskningsleder hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Lille område mangler

Kun et lille område i skoven mangler at blive gennemsøgt af hunde, da de fredag ikke længere havde kræfter til at fortsætte. Den del bliver færdiggjort i næste uge.

Efterforskningslederen fortæller, at hele resten af skoven er blevet dækket af de to dages eftersøgning.

- Der er ikke noget at komme efter derude. Som et led i vores eftersøgning har vi også fjernet effekter, som eksempelvis en tømrerhammer og lignende, så borgerne ikke falder over dem og mistænker, at de kan have noget med sagen at gøre, siger Steen von Würden.

Efterforsker henvendelser om kassevogn

Baggrunden for politiets eftersøgning i skoven var til dels at sikre, at de ikke tidligere havde overset noget i området. Men også det, at en hvid kassevogn er blevet set i skoven den morgen, Emilie Meng forsvandt.

For at udelukke bilen og dens fører fra efterforskningen gik politiet ud med efterlysningen. Og henvendelser om bilen er noget, som politiet nu vil arbejde videre med.

Politiet pointerer dog, at det er hvide kassevogne, der kan have en relevans i sagen, som de er interesserede i.

- Vi er begyndt at få henvendelser fra personer, der har bemærket hvide varebiler i Jylland. Men det er altså kun henvendelser, der koncentrerer sig om tidspunktet omkring morgenen den 10. juli og omkring Korsør by, som vi kan arbejde videre med, fortæller Steen von Würden.

Politiet vil gerne i kontakt med føreren af den hvide kassevogn og vidner, der har set den på den omtalte tid og det omtalte sted. De kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App