Efteråret lader vente på sig - stadig sommer flere steder

Selvom kalenderen nu siger efterår, skal vi blot kigge ud af vinduerne eller stikke næsen ud af døren for både at mærke og dufte, at det stadig er sommerligt lunt og solrigt i store dele af landet. Foto: Jesper Christensen‎.

I samarbejde med tv2.dk

Særlige vinde højt oppe i atmosfæren holder endnu efteråret på afstand af Europa.

Sommeren har været lang, varm og tør, slået rekorder og samtidig givet problemer.

Mange vil dog nok, trods de negative sider ved megen varme og tørke, huske sommeren 2018 som den bedste i mands minde. Og den er her endnu.

For selvom kalenderen nu siger efterår, skal vi blot kigge ud af vinduerne eller stikke næsen ud af døren for både at mærke og dufte, at det stadig er sommerligt lunt og solrigt i store dele af landet.

Faktisk er det endnu sommervarmt i det meste af Europa. Det afslører et kig på kortet over temperaturer i Europa onsdag eftermiddag tydeligt. 

Sommervarmen er stadig dominerende i store dele af Europa, og vi skal langt mod nord og vest for at finde køligt og ustadigt vejr. Forklaringen er, at de fleste lavtryk og fronter holder sig ude i Atlanterhavet. Indtil videre. Foto: TV 2 Vejret

I Tyskland har man op til 28 grader, og generelt ligger temperaturerne på omkring 25 grader i store dele af Mellem- og Østeuropa.

Danmark, det sydlige Sverige, Finland og de baltiske lande har smukt sensommervejr de fleste steder, og i Middelhavet er det fortsat solid sommer med 28 til 33 grader og lokalt endnu varmere vejr.

Særlige vinde holder lavtryk og fronter på afstand

Forklaringen på, at det stadig er sommer i så udtalt grad i så store dele af Europa, skal vi finde i vindene langt over vores hoveder. Faktisk helt oppe i 9 til 11 kilometers højde, hvor vi finder de kraftige vinde, der går under navnet jetstrømme.

Jetstrømmene, eller rettere sagt den nordlige variant af jetstrømmene, den polare jetstrøm, sender normalt lavtryk og køligere ustadigt vejr ind over os fra vest.

I øjeblikket slår den imidlertid nogle store sving ude i Atlanterhavet, så lavtrykkene har ikke mulighed for at strømme ind over Europa. Og sådan har det været det meste af sommeren. Man taler om blokeringsmønstre i vejret. 

Læs også Flink bilist rammer hest i Svinninge

Resultatet er, at luften er ret stillestående over Europa, så den bliver varmet op af Solen over de store landmasser syd og øst for os, mens den kølige Atlanterhavsluft holder sig væk.

Mønstret ændrer sig imidlertid op til weekenden, hvor en koldfront passerer Danmark med regn og torden. Samtidig retter jetstrømmen sig ud og indstiller atmosfæren til en mere normal tilstand for årstiden med vejr fra vest.

Så det smukke sensommervejr ser ud til at ende brat op til weekenden – men vi har det trods alt endnu frem til torsdag. Og vi mangler næppe heller solskin og varme efter den forgangne sommer.

Tip os Har du et godt tip?

I samarbejde med tv2.dk
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App