Efter udslip: Ørredforening vil have maskinstation politianmeldt

Ørredfiskerne er klar til at politianmelde maskinstation, hvis Holbæk Kommune ikke gør det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det ville være et fint signal for Holbæk Kommune at sende, siger Rune Hylby, formand for fiskerifællesskabet Tuse Å’s Ørredsammenslutning, til TV ØST torsdag formiddag. På et møde onsdag aften blev fiskerne nemlig enige om, at Thorslunde Maskinstation, som i sidste uge stod bag et stort udslip af slam ved Torbenfeldt Gods, skal politianmeldes. Og helst af Holbæk Kommune.

- Vi er bekymrede for, om Holbæk Kommune ikke vil politianmelde maskinstationen. Det er meget alvorligt, for det betyder, at der så ikke vil komme en undersøgelse af ulykken, siger Rune Hylby og fortsætter:

- Og så bliver det svært for fiskerne at få erstatning. 

Fiskerne afventer derfor nu Holbæk Kommunes reaktion på den rapport, der fredag skulle lande fra Dansk Miljørådgivning. 

- Holbæk Kommune er jo tilsynsmyndighed på de §3 beskyttede vandløb, og derfor bør kommunen træde i karakter her, siger Rune Hylby.

Unik ørredstamme

Tirsdag udstedte Holbæk Kommune et påbud til Thorslunde Maskinstation om at genoprette blandt andet Tuse Å.

Påbuddet

Holbæk Kommune skal hermed påbyde genoprettelse af den hidtidige tilstand i et privat vandløb, herefter et rørlagt vandløb, Møllerenden, Kobbel Å og Tuse Å som nærmere beskrevet nedenfor. Forholdene skal retableres som før uheldet, dvs. at vandkvaliteten har et kemisk et acceptabelt niveau, at vandløbsbund og gydebanker renses samt at fisk genudsættes på sigt m.v.

Kilde: Holbæk Kommune, den 11. september

Men for fiskerne i Tuse Å's Ørredsammenslutning er skaden sket. Op mod 15.000 fisk inkl. forventet yngel går tabt i forureningen. 

- Når der nu er påbud om reetablering, hvordan skal det så overholdes? Det er en helt unik ørredstamme, vi har her i åen, og der kan ikke bare hentes tusindvis af fisk fra Jylland til genudsættelse her, siger Rune Hylby.

Tuse Å's Ørredsammenslutning har tænkt sig at søge aktindsigt hos kommunen for blandt andet at få svar på, om omfanget af udslippet kunne have været begrænset. 

TV ØST har torsdag forsøgt at få fat i den ansvarlige afdelingsleder i Holbæk Kommune, men uden held. Tidligere har beskeden fra kommunen været, at man først vil udtale sig, når rapporten fra Dansk Miljørådgivning er kommet. 


Nyhedsoverblik