Efter talrige grundstødninger: Forening starter redningsaktion for tilsandet havn

02:48

Her er Bøgeskov Havns nye bestyrelse, som kæmper for at redde den slidte havn på den nordstevnske kyst. Video: Per O. Jørgensen

Her er Bøgeskov Havns nye bestyrelse, som kæmper for at redde den slidte havn på den nordstevnske kyst. Foto: Per O. Jørgensen

1 af 2

På den nordstevnske kyst sætter en frivillig forening alle sejl til for at redde lukningstruet havn.

Sejlere tør ikke længere søge anløb til Bøgeskov Havn på Stevns.

Havnens sejlrende er nemlig så tilsandet, at talrige grundstødninger de seneste år har givet Bøgeskov Havn et så dårligt ry blandt de sjællandske sejlere, at de ikke længere tør besejle havnen.

Vi kunne ikke bare se på, mens havnens dødsspiral fortsatte

Per Frimann, formand i Bøgeskov Havns Forening

Men den faldefærdige havn skal ikke lukkes ned, for det ville være en skandale for naturperlen på den nordstevnske kyst.

Sådan lyder det fra en nystartet forening, der har iværksat en redningsaktion for at bevare den slidte havn. Foreningen Bøgeskov Havn er drevet af frivillige, og ifølge formanden vil man arbejde hårdt for at sikre havnens eksistens.

- Som brugere af denne naturperle kunne vi ikke bare se på, mens havnens dødsspiral fortsatte. Derfor er stifterne af Foreningen Bøgeskov Havn nu klar til at tage fat, og vi vil bede alle gode kræfter om at hjælpe os med genopbygningsarbejdet, siger foreningens formand, Per Frimann.

Jeg tænker umiddelbart, at alle de steder, hvor der kommer ny energi ind, er positivt

Tor Jul-Rasmussen, sejler, København

Har genskabt dybere sejlrende

Foreningen har allerede anskaffet sig en fiskekutter, som de kalder Sandormen. Den har de brugt hen over sommeren til at genskabe en dybere sejlrende, så folk kan komme ind med båd i havnen. Det fortæller Palle Christensen, som er sekretær i den nystiftede forening.

- Vi håber, vi får en fuldstændig opdateret havn, som er sikret livskraft fremover. Og som kan tiltrække alle de sejlere specielt fra Køgebugt-området. Alle de sejlere, der plejer at komme forbi, siger han. 

En af de sejlere, der er kommet meget på havnen, er Tor Jul-Rasmussen fra København. Han har ikke selv haft problemer med sejlrenden, men han er glad for, at den nye forening vil forbedre havnen.

- Jeg tænker umiddelbart, at alle de steder, hvor der kommer ny energi ind, er positivt. 

Artiklen fortsætter under billedet...

Tor Jul-Rasmussen er i mange år kommet på havnen ved Bøgeskov på Stevns. Han mener, det er positivt, at der kommer nye kræfter til. Foto: Ida Kristensen - TV ØST

Dødsspiral

Bøgeskov Havn har indtil nu været ejet af Stevns Fiskeriforening. Ifølge fiskeriforeningen har det været den negative udviling i fiskeriet gennem årene, som har ramt den norstevnske havn hårdt. I dag er der kun en enkelt fuldtidserhvervsfisker og to bierhvervsfiskere tilbage.

- Da jeg begyndte som selvstændig fisker i 1967 var der over 20 fuldtidsfiskere i Bøgeskov Havn, og det gik rimeligt godt. Men som årene gik, begyndte politikere og EU at gøre snart sagt alt for at lægge os hindringer i vejen, fortæller Peter Larsen, der er medlem af bestyrelsen for Stevns Fiskeriforening. 

- Der var ingen udvikling i det, de dikterede – kun afvikling. Ingen andre erhverv blev underlagt så voldsomme restriktioner som fiskeriet, og det fik selvfølgelig konsekvenser ikke mindst for os i Bøgeskov.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Bøgeskov Havn er lukningstruet, men det vil en nystartet forening lave om på Foto: Palle Christensen

Havnen har derfor oplevet en markant nedgang i indtjening, hvilket har medført en tilsandet sejrende og andre farlige forhold for sejlbådene. 

Fra erhvervshavn til foreningshavn

Peter Larsen glæder sig over, at nye kræfter bliver sat ind for at redde Bøgeskov Havn. 

Og hos den nye foreningsformand er der optimisme at spore. I øjeblikket arbejder foreningen ihærdigt for at søge midler, der kan redde den gamle havn.

- Vi vil nu sætte alle kræfter ind på at rejse midler fra fonde, private og offentlige kilder i bestræbelserne på at få Bøgeskov Havn reddet og holdt sejlbar for de mange sejlere, vi ved, gerne vil gæste havnen. Samtidig vil vi anstrenge os for at bevare det unikke miljø, som havn og skov udgør i Bøgeskov, siger Per Frimann og fortsætter:

- Mange mennesker, ikke blot sejlere, nyder året rundt herlighedsværdierne her, og vi er meget bevidste om samspillet med de øvrige udflugts-og turistmål på Stevns, ikke mindst fordi Bøgeskov udgør den nordlige indgangsport til trampestien langs Stevns Klint og dermed tilgængeligheden til verdensarv-seværdighederne.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App