På Dragsholm Slot kom både receptionister og hjemmesideserver på overarbejde onsdag, efter slottets gourmetkøkken, Slotskøkkenet, modtog en Michelin-stjerne.
Det fortæller Dragsholms PR-ansvarlige, Ursula Rosenkrantz Ugilt, til TV ØST.
- Vi har mærket en enorm interesse. Det begyndte faktisk allerede, da rygterne begyndte at florere dagen før. Da receptionen lukkede tirsdag aften, og til den åbnede igen onsdag morgen, var der kommet en masse bookinger, siger hun.
Hjemmesiden var også nede på et tidspunkt, og det er altså ikke, fordi vi har en svag server
Hjemmesiden gik ned
Og det blev kun vildere derefter. Slotskøkkenet modtog sin Michelin-stjerne kort efter klokken 10 onsdag formiddag, og det gav virkelig kø på telefonlinjen. Faktisk måtte slottet kalde ekstra folk ind til at tage sig af de mange henvendelser.
- Normalt sidder der to i receptionen, men fra klokken 14.15 måtte der sidde fire. Og de havde travlt alle sammen, siger Ursula Rosenkrantz Ugilt og tilføjer:
- Hjemmesiden var også nede på et tidspunkt, og det er altså ikke, fordi vi har en svag server. Den var helt overophedet efter Michelin-stjernen.
Dejligt med opbakning
Men selvom der er travlt, så har det været nogle dejlige timer, fortæller den PR-ansvarlige.
Det har været enormt dejligt at mærke opbakningen. Det betyder alverden, at der er nogen, der tror på os
- Selvom receptionisterne var udmattede, så sad de også med enormt store smil på læberne. For folk har været så søde til at ønske tillykke. Det har været enormt dejligt at mærke opbakningen. Det betyder alverden, at der er nogen, der tror på os, siger hun.
Nu håber personalet bare, at bookingerne bliver ved med at tikke ind. Det kan nemlig få stor betydning for slottet, fortæller Ursula Rosenkrantz Ugilt.
- Vi har i forvejen pænt fyldt op i weekenderne, så nu skal vi til at finde ud af, om vi skal udvide gourmetrestaurantens åbningstider.
Som det er nu, kan man besøge Slotskøkkenet og få en Michelin-oplevelse hver torsdag til lørdag i vinterperioden og tirsdag til lørdag om sommeren.