Der er blevet for langt mellem ledelsen og elever, lærere og forældre på skolerne i Odsherred Kommune.
Det har flere af kommunens politikere efterhånden indset, og derfor er de blevet enige om en omfattende aftale, som skal ændre skolestrukturen og bringe medbestemmelsen ud tilbage til skolerne.
Det oplyser Søren With (S), formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Odsherred Kommune, til TV ØST.
For fire år siden besluttede politikerne i Odsherred Kommune at samle økonomi og ledelse i to store skoledistrikter, Sydskolen og Nordskolen. Det var en beslutning, der samtidig betød, at der kun var to skolebestyrelser i hele kommunen.
Der er nogle ting, som vi har tabt på gulvet
Men efter flere protester vil politikerne nu have administrationen ud på fire af skolerne.
- Der blev sat nogle gode ting og tanker i gang i forhold til stordrift, men der er nogle ting, som vi har tabt på gulvet. Det er blandt andet nærhedsprincippet, det er den synlige ledelse, det er skolebestyrelserne, Søren With (S), formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Odsherred Kommune, og tilføjer:
- Når man kun har to skolebestyrelser, der repræsenterer en masse afdelinger, så bliver det nogle store skolebestyrelser, og i en kommune som Odsherred, hvor man har langt mellem landsbyerne, så er det svært at få nogen i syd til at koncentrere sig om, hvad der skal ske på skolen i nord.
Gratis transport til eleverne
Med planen for at ændre skolestrukturen i Odsherred Kommune lægges der samtidig op til at danne endnu en overbygning til elever i 7. til 9. klasse, ligesom der skal være gratis transport for eleverne i de klassetrin.
- Vi vil også gerne have at skolerne bliver profilskoler, så det har en klar profil indenfor et bestemt felt som eksempelvis idræt, siger Søren With.
Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Odsherred Listen. Enhedslisten tager senere stilling til deres deltagelse.
Inden ændringerne eventuelt kan træde i kraft, skal de vedtages i byrådet i Odsherred Kommune.