Efter fyringer på skole i Næstved: De smider guld på gaden

Handicappede børn på Kobberbakkeskolen i Næstved mister 24 pædagogmedhjælpere på grund af faldende elevtal og en ny inklusionsstrategi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

24 pædagogmedhjælpere er blevet afskediget på en specialafdeling for psykisk- og fysisk handicappede børn på Kobberbakkeskolen afdeling Sydby i Næstved. Nu skal de erstattes af ni uddannede pædagoger og tre social- og sundhedsassistenter. Det er FOA ikke tilfreds med.

- Ledelsen har truffet denne beslutning med hovedet under armen. Det virker som om, man ikke aner, hvilke kompetencer de ansatte, man fyrer, har. De smider guld på gaden, siger Ulla Mikkelsen, formand, pædagogisk sektor, FOA Sydsjælland til TV ØST.

quote Alle, der ikke kan kalde sig uddannet pædagog, skal åbenbart væk

 Ulla Mikkelsen, formand, pædagogisk sektor, FOA Sydsjælland

15 ud 24 pædagogmedhjælpere fyres, fordi der bliver cirka 30 færre børn på specialafdelingen næste år. De øvrige ni pædagogmedhjælpere fyres i samme ombæring, men ikke på baggrund af færre elever.

- Det er rigtigt ærgerligt, at alle skæres over en kam. Alle, der ikke kan kalde sig uddannet pædagog, skal åbenbart væk, siger Ulla Mikkelsen.

Flere kompetencer end uddannede pædagoger

Ifølge Ulla Mikkelsen har flere af de ansatte, der nu er blevet fyret, været på afdelingen i over 25 år. Flere af dem har været igennem kurser og efteruddannelse, og nogle er blevet uddannet pædagogisk assistent.

- Man bliver såret som medarbejder, når man hører, at man kan uddanne sig som pædagog og så søge de nye stillinger. Jeg forstår ikke, at alle de pædagogmedhjælpere har været gode nok i så mange år, men pludselig ikke er det mere, siger Ulla Mikkelsen.

quote Jeg forstår ikke, at alle de pædagogmedhjælpere har været gode nok i så mange år, men pludselig ikke er det mere

 Ulla Mikkelsen, formand, pædagogisk sektor, FOA Sydsjælland

Er det ikke at foretrække at have uddannede pædagoger, når det drejer sig om børn med handicap?

- Ingen tvivl om, at pædagoger er dygtige, men man må bare forstå, at der her er tale om pædagogmedhjælpere, der har arbejdet med området i mange år, og af den årsag har lige præcis de kompetencer, der skal til for at tage sig bedst muligt af børnene, siger Ulla Mikkelsen.

Skoleleder: Det handler om faglighed

Skolelederen på Kobberbakkeskolen oplyser, at skolens specialafdeling går fra at have 144 elever dette skoleår til cirka 110 elever, når det nye skoleår begynder. Det koster altså 15 ansatte jobbet, mens de øvrige 9 fyres på grund af skolens inklusionsstrategi.

quote Vi ønsker at opkvalificere den personlige og faglige udvikling af vores elever. Det er en opgave for fagprofessionelle, og det er derfor, vi har truffet denne beslutning

Annika Bramming, skoleleder, Kobberbakkeskolen 

- Vi ønsker at opkvalificere den personlige og faglige udvikling af vores elever. Det er en opgave for fagprofessionelle, og det er derfor, vi har truffet denne beslutning, som har været varslet i et år. Desuden er det også vigtigt at sige, at vi beholder 19 pædagogmedhjælpere, der skal assistere, siger Annika Bramming til TV ØST.

På trods af FOA’s bekymringer er hun overbevist om, at de nye ændringer er til elevernes fordel.

- Jeg er helt sikker på, at det bliver bedre, når fagprofessionelle varetager opgaverne, siger hun. 


Nyhedsoverblik