Efter flere skyderier glæder landsby sig over lukket rockerklub

Det vækker glæde i den midtsjællandske landsby Lårup, at politiet permanent har lukket rockergrupperingen Gremiums klubhus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skyderier, rockerfest og øget videoovervågning i området.

De lokale i landsbyen Lårup på Midtsjælland har længe levet med rockergrupperingen Gremium og utrygheden som nabo.

Men torsdag rykkede betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og fogeden ud til Lårupvej og tømte rockergrupperingens klubhus. Gremium har boet i den lille by siden foråret, og det har påvirket beboerne. Mest fordi huset har dannet rammen om to skudepisoder. 

quote Det var en tidlig morgen, hvor de tog et automatvåben og tømte magasinet inde i huset

Louis Jensen, Lårup

- Vi havde det jo godt, før de kom. Her var stille og roligt. Der har været så meget larm ovre fra dem. Nu hvor de er væk, er her stille og roligt igen, som der skal være, når man bor på landet, fortæller Louis Jensen, genbo til det tidligere klubhus.

Louis Jensen har boet på Lårupvej i seks år. Han er glad for, at politiet har taget den nye bandelov i brug og brugt den til at lukke rockernes klubhus. Især fordi der har været en livlig trafik ind og ud af huset.

- Jamen det er jo alle mulige forskellige folk, der er kommet her. De er jo lidt suspekte i kanten. Så man ved aldrig, hvad de kan finde på, siger han.

Blev vækket af skyderier

Louis Jensen har ikke været decideret bange, men det har heller ikke været trygt at være genbo til et klubhus, der har været genstand for to skyderier, et i juni og et så sent som i oktober. 

Skud Stenlille
Læs også
Mand skudt ned i rockerhus: Tilstanden er ukendt
Skud Stenlille
Læs også
Mand skudt ned i rockerhus: Tilstanden er ukendt

- Der har jo været skyderier. Jeg hørte det ene af dem. Det var en tidlig morgen, hvor de tog et automatvåben og tømte magasinet inde i huset. Det vågner man sådan lidt hurtigt af at overhøre. Og så kom der jo politi og alt muligt, siger han.

Stadig bange for at udtale sig

I efteråret annoncerede Gremium, at de ville holde en stor fest, og det fik politiet til at slå ring omkring huset. Både den oplevelse og de to skudepisoder har sat sine spor i beboerne.

Bortset fra Louis Jensen ville ingen andre af dem, som TV ØST's reporter opsøgte, udtale sig til kamera eller med navn. De siger, at de er utrygge ved at udtale sig, når byen, de bor i, ikke er større end omkring tredive huse.

Det er dette brev, der er blevet uddelt til beboerne i Lårup.
Det er dette brev, der er blevet uddelt til beboerne i Lårup. Foto: René Lind - Lind Foto

Alle, som TV ØST har talt med, er enige om, at det er positivt, at rockerne er væk. Flere fortæller, at de har været bekymret for deres sikkerhed, fordi der blev kørt stærkt til og fra huset. Nu bliver her mere ro, siger flere.

Der kommer stadig andre rockere

På det lokale værtshus Foxen i Stenlille, der ligger få kilometer fra Lårup, bliver meldingen om rockernes udflytning, også hilst velkommen.

Indehaver Nina Eberhardt har tidligere udtalt sig til TV ØST og fortalt om flere episoder, hvor Gremium har besøgt værtshuset og er grebet til vold. Videokameraer pryder af samme årsag værtshuset ude og inde. 

Foxen Stenlille
Læs også
Mærker også utrygheden: Barejer vil have rockere ud af Lårup
Foxen Stenlille
Læs også
Mærker også utrygheden: Barejer vil have rockere ud af Lårup

- Jeg tror, det betyder, at vi nu får mere ro i byen, og at vi måske kan slippe for nogle af de voldsepisoder, vi oplevede i sommer. Her kommer stadig andre rockere af og til, men de kan finde ud af at følge vores regler og opfører sig ikke som gruppen ude fra Lårup. Så det glæder mig. Jeg tror, vi får mere ro på nu, så vores unge mennesker tør færdes trygt i byen, siger Nina Eberhardt.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi valgte også torsdag at lukke rockerklubben Satudarahs klubhus i Maribo på Lolland.


Nyhedsoverblik