Efter drab på bosteder: Nu strammes der op

Blandt andet efter drabene på Saxenhøj fjerner et politisk flertal nu de voldelige psykisk syge fra almindelige bosteder. Ministre er glade.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ansatte i psykiatriens bosteder og nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger skal ikke frygte for at gå på arbejde, fordi nogle patienter angriber dem.

Det fastslår sundhedsminister Sophie Løhde (V).

- Det handler om de ansatte sikkerhed. Men det handler så sandelig også om de øvrige beboeres sikkerhed, siger Sophie Løhde.

- Nogle mennesker er ikke egnet til at bo på botilbud. De har behov for en langt mere specialiseret indsats. Derfor etablerer vi nogle nye afdelinger. Vi skal forebygge vold og kriminalitet og skabe en mere tryg hverdag.

Fem dræbt

Fem ansatte på bosteder er dræbt af patienter i de seneste fire år. I vores område skete det blandt andet, da en psykisk syg mand i 2014 gik amokpå bostedet Saxenhøj ved Saxkøbing på Lolland og dræbte to ansatte på centeret og sårede en anden patient.

I håb om at forebygge yderligere vold på bosteder, er Folketingets partier minus Enhedslisten lørdag enedes om at oprette 150 pladser på nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger.

Afdelingerne skal behandle patienter med svære psykiske lidelser og komplekse sociale problemer. Patienterne reagerer voldeligt. De skal også behandles for alkohol- og stofmisbrug. Patienterne behandles kun på én institution.

- Disse mennesker er i forvejen udsat for massive tvangsindlæggelser. Dem skal vi forsøge at få nedbragt. Dermed kan vi reducere tvang over for målgruppen, siger Sophie Løhde.

Tvang kan komme på tale

Socialminister Karen Ellemann (V) roser aftalen i satspuljen til 400 millioner kroner.

- Beboerne og medarbejderne på botilbud lever i en hverdag, hvor der både er overgreb, vold og trusler. De forfærdelige hændelser viser, at en mindre målgruppe har brug for en anden type hjælp, siger Karen Ellemann.

Hun understreger, at der ikke kommer mere tvang mod patienter på bosteder. Der skabes 150 pladser på nye afdelinger.

- Man kan kun komme derhen uden samtykke ved at blive tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling, siger Karen Ellemann.


Nyhedsoverblik