Det vi har sammen

Efter dødelig arbejdsulykke: Virksomhed får strakspåbud

Både politi, brandvæsen og redningsmandskab var på ulykkesstedet sent onsdag eftermiddag. Foto: Frederik Racher - Lind Foto

Grundlæggende sikkerhedsprocedurer blev ikke overholdt, da en mand omkom i forbindelse med gravearbejde i Sorø i går. Det slår Arbejdstilsynet fast.

En 57-årig mand mistede onsdag livet i en arbejdsulykke. Han befandt sig i en tre meter dyb rende, da en stor mængde jord væltede ned over ham.

Da det lykkedes redningsmandskab at grave ham fri, var han allerede død.

Men ulykken kunne have været undgået, hvis helt almindelige sikkerhedsregler var blevet overholdt. Det fastslår arbejdstilsynet, som nu har givet virksomheden, hvor manden arbejdede, et strakspåbud.

Læs også 57-årig mand omkommet efter jordskred

Overvejer straffesag

For at sikre, at en udgravning ikke styrter sammen, har man ifølge Arbejdstilsynet to mulgiheder. 

Man kan grave med anlæg, hvilket vil sige, at siderne på udgravningen skal skråne, eller man kan lave det, der hedder en gravekasse, hvor man sætter plader ned på siderne af udgravningen.

Men i udgravningen, der i går blev fatal, var ingen af de to sikkerhedsprocedurer overholdt, og Arbejdstilsynet overvejer nu, om hændelsen skal have et retsligt efterspil.

Det vil betyde, at virksomheden, hvor den afdøde arbejdede, kan få en bøde, der kan variere fra 20.000 kroner til over 220.000 kroner.

Tip os Har du et godt tip?