Det skal du gøre, hvis du har teorier om Emilie

Efter en sag onsdag, hvor frivillige tog sagen i egen hånd i jagten på Emilie i Korsør, opfordrer politiet nu borgere til ikke at søge på egen hånd.

Har du en teori om Emilies Mengs forsvinden – så kontakt politiet. Lad være med selv at gå på jagt efter hende.

Sådan lyder budskabet fra politiet, efter en hændelse onsdag, hvor massiv rygtedannelse på baggrund af et billede i en dronevideo førte til, at en gruppe frivillige tog sagen i egen hånd i Korsør.

De mente, at politiet handlede for langsomt på billedet, hvor der tilsyneladende lå en krop i en sø. Derfor tog de selv ud for at undersøge søen og området omkring den.

- Mange troede, at vi ikke reagerede. Men vi var faktisk ude ved søen i løbet af eftermiddagen, og fandt ikke noget. Men det er svært at styre, når så mange kommer ind over. Det går lidt i selvsving, siger Søren Ravn-Nielsen, der leder efterforskningen i sagen.

 

Læs også Jagt på Emilie amok: Gennemrodede muligt gerningssted

 

Mange henvendelser hver dag

Der blev ikke fundet andet end andemad og en pose med sten og bærbare computere i søen - derfor er der ikke sket nogen skade ved de frivilliges enegang. Men havde der været tale om et gerningssted, så kunne vigtige spor være blevet ødelagt, sagde politiet onsdag.

- Vi får mange henvendelser hver eneste dag i Emiliesagen – og vi vurderer alle henvendelser, og ser på, om vi skal undersøge det nærmere, og hvordan det i givet fald skal ske. Vi har nogle meget professionelle mennesker, der arbejder med denne sag – og vi fulgte jo også netop op på sporet. Det skete også hurtigere end flere af de frivillige hævder, siger Søren Ravn-Nielsen.

Godt samarbejde med de frivillige

Han oplyser, at han og politiet har et godt samarbejde med de to frivillige eftersøgnings-grupper, der leder efter Emilie. Problemet er imidlertid, at mange borgere kun er løst tilknyttet grupperne, og tit handler på egen hånd.

- Jeg vil ikke ind i nogen polemik med de frivillige, men det er meget vigtigt, at de lader os politifolk passe vores arbejde. Hvis man gør en opdagelse eller en teori - så kontakt politiet. Almindelige mennesker skal ikke tage ud og undersøge tingene på egen hånd. Hvis det er tale om et gerningssted, så kan det blive ødelagt, bare hvis nogen går rundt i området. Og hvor meget eller lidt der skal til før det sker, det kan kun politiets teknikere vurdere, siger Søren Ravn-Nielsen.

Man kan komme i kontakt med politiet ved at ringe på telefon 1-1-4.

TV ØST har torsdag været i kontakt med flere frivillige, der var ved søen onsdag aften. Ingen ønsker at medvirke i denne artikel, men er uenige i, at de har ødelagt spor på et muligt gerningssted.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App