Efter bolttyveri: Politi opfordrer bilejere til at tjekke fælge

Det kunne være endt galt fredag morgen, hvis en vaks bilejer ikke havde opdaget, at hans og fire andre biler manglede boltene på fælgene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer bilejere i Ringsted til at tjekke hjulene på deres biler, inden de kører hjemmefra.

Fredag morgen opdagede en bilejer nemlig, at hjulene på hans bil manglede hjulkapslerne.

- Da han så fik kigget efter, opdagede han, at boltene på fælgene også var væk, fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Fem biler uden bolte

Det viste sig, at hjulene på fire andre biler på Sct. Bendstgade i Ringsted også havde fået skruet deres bolte af.

- Vi har været derude og gjort de øvrige bilejere opmærksomme på, at der er noget galt, siger Martin Bjerregaard og fortsætter:

- Vi vil gerne opfordre andre bilejere i Ringsted til også lige at tjekke deres biler, inden de kører, for det er jo en potentielt farlig situation, hvis de kører afsted og mangler boltene.

En ond spøg

Kommunikationsmedarbejderen beskriver bolttyveriet som "en ond spøg".

- Vi har snakket lidt om, hvordan de her episoder skal kategoriseres. Det er jo en form for hærværk, men hvis man bevidst har ville sætte andres liv i fare, så er der også tale om noget strafferetligt, siger han.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

 


Nyhedsoverblik