40 offentlige ansatte er blevet sigtet i sagen, og flere ledende personer har mistet deres job.
Sådan ser det ud, efter Region Sjælland i 2015 meldte en sag om mulig bestikkelse til politiet - den såkaldte Atea-sag.
På ledelsesniveau mistede først den administrerende direktør i Region Sjælland sit job. Og sidenhen røg altså også økonomidirektøren, men her er der nu fundet en afløser, Karsten Ole Knudsen.
Ny økonomidirektør har erfaring i det offentlige
Fristen for at søge jobbet som økonomidirektør udløb i juni, men det er altså først 1. oktober, at Karsten Ole Knudsen tiltræder.
- Gennem de seneste 30 år har jeg arbejdet i forskellige dele af staten, i kommuner og i EU, men aldrig i en region. Udfordringen i Region Sjælland ser jeg derfor frem til, siger den nye økonomidirektør i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Region Sjælland er en stor virksomhed, hvor regionens opgaver har en central betydning for borgerne. Det er en udfordring, som jeg glæder mig til.
Siden den forhenværende økonomidirektørs fratrædelse i marts har en sekretariatschef fungeret som konstitueret økonomidirektør.
Fik rejser for ordrer til Atea
Afskedigelsen af den tidligere økonomidirektør skete, efter en rapport fra PriceWaterhouseCoopers pegede på, at der i ledelsen ikke havde været tilstrækkeligt fokus på kontrolprocedurer fra det politiske til det udførende niveau.
Ansatte i Region Sjællands it-afdeling skulle have modtaget rejser og hotelophold som betaling for at have givet ordrer til it-leverandøren Atea.