Det vi har sammen

Dyrt for kommunen: Stevns har fået 46 procent flere ældre på ti år

83-årige Ejvind Larsen fra Hårlev på Stevns forsøger at holde sig frisk og rørig - blandt andet ved at dyrke motion sammen med andre ældre to gange om ugen. Foto: TV ØST / Camilla Laursen

Ulla Hansen fra Hårlev håber, at der bliver penge til ældreboliger: - Med alt det skat, jeg har betalt i mange år, så må der være nogen, siger hun. Foto: TV ØST

1 af 2

I løbet af de seneste ti år er der kommet 46 procent flere ældre borgere i Stevns Kommune. Det er den største procentvise stigning her i landsdelen.

De går hverken med stok eller rollator. Endnu.

To gange om ugen kommer efterlønnere og pensionister til træning i Sundheds- og Frivillighedscenteret i Hårlev på Stevns.

- Man skal sørge for at have det godt i den tid, man er her, siger 83-årige Ejvind Larsen fra Hårlev.

Han tilhører den gruppe af borgere i Stevns Kommune, som vokser mest i disse år.

Største stigning af ældre

I løbet af de seneste ti år er der kommet 1.697 flere borgere over 65 år i kommunen. Det svarer til en stigning på 46,21 procent. Det er den største procentvise stigning her i landsdelen.

Det viser udregninger, der er lavet på baggrund af tal fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Vi har været igennem nogle sparekure de sidste mange år, og hvis vi skal kunne tage os af vores ældre medborgere på samme niveau fremadrettet, så må vi gøre noget

Thor Grønbæk, formand for Social- og Sundhedsudvalget (Borgerlisten Stevns), Stevns Kommune

Motionisterne i Frivillighedscentret har ikke bidt synderligt mærke i, at der er mange borgere ligesom dem selv, det såkaldte grå guld.

- Men jeg har lagt mærke til, at de der pensionistboliger, de hænger ikke på træerne her i byen, siger 70-årige Kaja Andersen fra Hårlev og fortsætter:

- Så hvis ikke de kommer i gang med at bygge nogle flere, så bliver der mangel.

"En voldsomt stor udfordring"

På kommunen er politikerne bevidste om befolkningsudviklingen på Stevns.

- Det er en voldsomt stor udfordring. Set i lyset af, at vi har været vant til at være dem, vi nu var, er vores plejehjemsstruktur slet ikke indrettet til så mange mennesker, siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Stevns Kommune, Thor Grønbæk (Borgerlisten Stevns).

Stevns Kommune forventer, at den store gruppe af ældre for alvor vil kunne mærkes på kommunekassen, når vi når 2025.

- Det er en voldsomt stor udfordring, siger Thor Grønbæk (Borgerlisten Stevns), fmd. Social- og Sundhedsudvlaget, Stevns.

Prognosen siger nemlig, at der til den tid vil være 58% flere borgere på 80 år eller mere, end der er i kommunen i dag. Svarende til 97% mere siden 2007.

Og det er her, at man forventer, at borgerne vil blive plejekrævende.

Men finansieringen vil blive svær, hvis man spørger formanden for Social- og Sundhedsudvalget:

- Pengene er ikke de samme længere. Vi har været igennem nogle sparekure de sidste mange år, og hvis vi skal kunne tage os af vores ældre medborgere på samme niveau fremadrettet, så må vi gøre noget, siger Thor Grønbæk (Borgerlisten Stevns).

Vil bygge et ekstra plejehjem

Foreløbig har lokalpolitikerne en plan om, at få bygget et ekstra plejehjem, som skal stå klar i 2025. Og i øjeblikket er man ved at udvide Hotherhaven i Hårlev og gøre plejehjemmet klar til at kunne blive et demensplejehjem for alle svært demente i kommunen.

Jeg håber da, de finder pengene i størst muligt omfang. Med alt det skat, jeg har betalt i mange år, så må der være nogen.

Ulla Jensen, efterlønner, Hårlev.

Udvidelsen af Hotherhaven er finansieret, men pengene til et nyt plejehjem bliver svære at finde, mener Thor Grønbæk (Borgerlisten Stevns):

- Det er jo noget vi må drøfte, hvor vi skal finde finansieringen. Det kan være i form af lånoptagning, det kan også være, det er en privat udbyder, der skal på banen.

I Sundheds- og Frivillighedscentret i Hårlev håber motionisterne, at Stevns Kommune finder de penge der skal til, hvis de skulle gå hen og få brug for hjemmehjælp eller en plejehjemsplads en dag.

- Jeg håber da, de finder pengene i størst muligt omfang. Med alt det skat, jeg har betalt i mange år, så må der være nogen, griner Ulla Jensen fra Hårlev.

- Vi må jo tage tingene som de kommer, fremtiden kan vi jo ikke spå om, vel? siger Kaja Andersen. 

Tip os Har du et godt tip?