Dyreværnet anmelder ejer for misrøgt af 21 hunde

Lørdag blev 21 hunde taget fra sin ejer på grund af mistrivsel. Ejeren er indtil nu sluppet for retsligt efterspil, men bliver nu anmeldt til politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En anonym anmeldelse førte til, at Dyreværnet og Sydsjællands og Lolland-Falters Politi lørdag fjernede 12 hvalpe og ni voksne hunde fra en adresse på Lolland.

Mandag kom det frem, at ejeren ikke bliver sigtet i sagen. Men nu anmelder Dyreværnet sagen til politiet, da de mener, ejeren har overtrådt Dyreværnslovens §1, §2 og §3. Det oplyser Dyreværnet i en pressemeddelelse. 

- Det handler overordnet om dyrenes sundhed, dyrenes adfærd, hvordan de bor, og hvordan de huses. Den vigtigste sætning er nok, at de skal beskyttes bedst muligt, siger Rikke Christensen-Lee, dyrelæge og direktør i Dyreværnet. 

Anmeldelsen er derfor kommet på baggrund af flere mangler i forhold til hundenes ve og vel. 

De i alt 21 hunde var ifølge Dyreværnet stærkt afmagrede og havde hverken adgang til vand eller mad i hjemmet, og den voksne labradortæve var i særlig dårlig stand.

- Var vi ikke lykkedes os at fjerne de mange hunde, tror jeg simpelthen, at nogle af dem var døde her i weekenden, fortæller Dyreværnets direktør Rikke Christensen-Lee til TV ØST lørdag. 

Underernæring over en længere periode 

Siden anbringelsen af hundene er de blevet undersøgt af Dyreværnet.

Flere undersøgelser viser en lav blod procent og lavt proteinindhold, hvilket ifølge Dyreværnet er typiske tegn på underernæring. Desuden var en chihuahua i livsfare, men nu i bedring. 

Det, Dyreværnet vil have ud af anmeldelsen, er, at situationen ikke kommer til at gentage sig i fremtiden. 

- Som dyrelæge har jeg pligt til at anmelde, når jeg ser overtrædelser af Dyreværnsloven. Det er vigtigt for os, at der ligger et dokument, så hvis det foregår igen, så kan vi lynhurtigt gå ned uden at skulle igennem hele den meget lange proces, som vi er i gang med i øjeblikket, siger direktøren. 

Ejeren er chokeret over politianmeldelsen, da politiet allerede har meldt ud, at der ikke har været tale om misrøgt. 

- Jeg er meget uforstående og synes ikke, det er i orden. Jeg ved, at Dyreværnet ikke var tilfreds med det foder, jeg gav hundene, men ellers var der stort set kun tale om kastrering af dyrene, siger den nu anmeldte ejer til TV ØST. 

Ejeren ønsker at være anonym. Hendes identitet er redaktionen bekendt. 

DYREVÆRNSLOVENS §1, §2 OG §3

§1
Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

§2
Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

§3
Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses, jf. § 2. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.​


Kilde: Danskelove.dk
OPDATERING
Clock19. apr 2018, kl. 16:18
Artiklen er opdateret med reaktioner fra Dyreværnet og en faktaboks med Dyreværnslovens tre første paragraffer.

 


Nyhedsoverblik