Det vi har sammen

Dyrere svinekød og opkøb giver Danish Crown omsætningsrekord

Nettoresultatet for perioden er et overskud på 812 millioner kroner, hvilket er på niveau med året før. Arkivfoto, Foto: TV ØST

Danish Crown runder for første gang en halvårsomsætning på 30 milliarder kroner.

Slagterigiganten Danish Crown, med afdeling i Ringsted, rundede i første halvdel af regnskabsåret 2016/2017 for første gang 30 milliarder kroner i omsætning for et halvt år. Det oplyser Danish Crown.

Opkøb og stigende priser på svinekød løfter omsætningen, ligesom stabile priser på oksekød er et plus i regnskabsbogen.

 - Det er en stor tilfredsstillelse, at vi igen kan betale vores ejere det, jeg vil kalde en rimelig pris for deres råvarer, siger topchef Jais Valeur, Danish Crown, i meddelelsen.

- Vi har haft en stærk efterspørgsel på dansk grisekød fra de asiatiske markeder. Samtidig er produktionen af grise faldet i Nordeuropa, og det har skabt grundlag for særdeles pæne stigninger på fersk grisekød, tilføjer han.

Nettoresultatet for perioden er et overskud på 812 millioner kroner, hvilket er på niveau med året før.

Resultatet er mærket af, at de stigende råvarepriser gør mindre godt hos Danish Crowns forædlingsselskaber - som for eksempel Tulip. 

Læs også Danish Crown vil hjælpe flere på kontanthjælp i arbejde

 - Jeg glæder mig over den markant forbedrede betaling til vores ejere, men samtidig må jeg også erkende, at indtjeningen i vores forædlingsselskaber ikke har levet op til forventningerne, siger Jais Valeur.

 - Det skyldes i høj grad, at det tager tid at komme igennem med prisstigninger over for kunderne i detailhandlen, når prisen på råvaren stiger så hurtigt, som det har været tilfældet.

I løbet af første halvår har Danish Crown opkøbt tre virksomheder - herunder et tysk kreaturslagteri.

Danish Crown solgte i marts sit amerikanske datterselskab Plumrose. En fortjeneste på en halv milliard kroner fra handlen vil dog først fremgå af regnskabet for andet halvår.

Tip os Har du et godt tip?