Drikkevand skal fortsat koges på Lolland efter forurening

Lolland Kommune har forlænget påbuddet om at koge vand fra Østofte-Nørreballe, Bandholm og Havløkke Vandværker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er fortsat nødvendigt at koge drikkevandet, hvis man får vand fra enten Østofte-Nørreballe, Bandholm eller Havløkke Vandværker på Lolland.

Onsdag blev der nemlig konstateret e.coli-bakterier i vandet fra Østofte-Nørreballe Vandværk, og det forventede svar på nye prøver af vandet er blevet forsinket.

Svaret skulle egentlig ligge klar torsdag eftermiddag, men nu forventes der først at være nyt i løbet af fredagen, oplyser Lolland Kommune. Kommunen fraråder, at man drikker vandet fra alle tre vandværker, fordi Østofte-Nørreballe Vandværk leverer vand til de to andre i Bandholm og Havløkke.

Skoleelever drak af vandet

Vandforureningen betød onsdag, at ti folkeskoleelever fra Østofteafdelingen blev sendt hjem, efter de havde kastet op og havde fået hovedpine.

- Vi blev ringet op i formiddags af vandværket med oplysninger om, at vandet er forurenet med e-colibakterier og skulle koges, inden det kunne drikkes, sagde afdelingsskoleleder Anne Ploug Jacobsen til TV ØST onsdag.

- Derfor har vi selvfølgelig talt med alle børn på matriklen og sagt, at de ikke må drikke vandet. Der er købt flaskevand, som de må drikke i stedet. Men der er allerede børn, som har drukket af vandet, og vi har sendt ti børn hjem, fordi de havde hovedpine og kastede op.

De fleste er friske igen

Børnene har det dog godt igen, fortæller Anne Ploug Jacobsen torsdag.

- Langt de fleste er vendt tilbage. Jeg har kun kendskab til en enkelt, som var hjemme i dag også, siger afdelingsskolelederen.

Skolen har i dag fået en masse vand fra Lolland-Falsters Brandvæsen, så elever og lærere ikke tørstede.

- Vi har både tømt dagligvarebutikkerne i nærheden for flaskevand, og så har vi i dag fået 20 foldedunke fra brandvæsnet. Vi har masser af vand, siger Anne Ploug Jacobsen.

Lolland Kommune opdaterer deres hjemmeside her, når der er nyt om drikkevandet. Her kan du også se, hvordan kommunen anbefaler, at man koger vandet.


Nyhedsoverblik