Dressurholdet må kigge langt efter OL-medalje

Vallø-rytteren Cathrine Dufour og de tre andre ryttere på det danske dressurlandshold tror ikke længere på en finaleplads i holdkonkurrencen ved OL.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det danske dressurlandshold slutter med stor sandsynlighed uden for medaljerne i holdkonkurrencen ved OL.

Fredagens Grand Prix Special i Rio er klokken 19.00 dansk tid fortsat i gang, men danskerne indtager foreløbig tredje- og sidstepladsen.

Det er blot ekvipagerne fra Holland, Sverige og Danmark, der har været igennem deres programmer. USA, Tyskland og Storbritannien mangler fortsat.

Landsholdsrytteren Anna Kasprzak er overbevist om, at holdkonkurrencen ender uden dansk metal.

- Vores store drøm var en holdmedalje, men jeg har ikke en skuffet fornemmelse. Vi gjorde alt, hvad vi kunne, og vi har reddet godt, siger Kasprzak, der rider på hesten Donnperignon.

Fremgang siden sidste OL

OL har trods alt været et stort fremskridt i forhold til sidste års EM i Aachen, hvor danskerne ikke kvalificerede sig til holdfinalen.

- EM var mere skuffende end nu. Vi var tæt på, men klokkede alle sammen i det. Det var surt, siger Anna Kasprzak.

Grand Prix Special, der både er holdfinalen og kvalifikation til den individuelle finale, lader dog til at kaste et par finalepladser af sig i den individuelle finale, Grand Prix Kür, der afholdes på mandag.

Cathrine Dufour på hesten Cassidy fik fredagens bedste bedømmelse af de fire danske ekvipager. Det blev til 76.050 point, og det burde række til en finaleplads.

Anna Kasprzak og Donnperignon fik en bedømmelse på 74.524, hvilket sandsynligvis er nok til at sende makkerparret videre til mandagens finale, der har deltagelse af 18 ekvipager.

Agnete Kirk Thinggaard og hesten Jojo Az er sandsynligvis færdig ved OL. Skæbnen er definitivt beseglet for Anders Dahl og hesten Selten HV, der helt sikkert ikke er med i mandagens finale.

/ritzau/


Nyhedsoverblik