Drenge pjækkede fra skole og tændte bål i parkeringskælder

Drengene havde tændt bål tæt på en bil i en parkeringskælder i Kalundborg. De kan ikke sigtes, fordi alle tre er under den kriminelle lavalder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bliv i skole, drenge. Det må være dagens lektie.

Politiet fik tirsdag omkring klokken 12.20 en anmeldelse om, at nogle drenge havde tændt et bål tæt på en bil i en parkeringskælder på Kordilgade i Kalundborg.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Derfor drønede politiet af sted til parkeringskælderen og fandt frem til to drenge på 11 år og en dreng på 12 år, som alle sammen er fra Kalundborg.

Erkendte bål af medbragte aviser

Drengene erkendte at have tændt bålet, der var lavet af en bunke medbragte aviser, som de antændte med en medbragt lighter. Der var ifølge politiet ikke sket nogen skade på hverken bilen eller andet i parkeringskælderen.

Politiet kunne dog ikke sigte dem for noget, da de alle tre var under den kriminelle lavalder på 15 år.

Underretter de sociale myndigheder

De tre drenge fortalte politiet, at de have forladt deres skole, før skoledagen var overstået. Og med baggrund i deres adfærd valgte politiet at køre de tre drenge hjem til deres respektive forældre, som i samme omgang blev underrettet om sagen.

Politiet har desuden lavet en socialrapport, så de sociale myndigheder også bliver underrettet om drengenes adfærd i parkeringskældere


Nyhedsoverblik