Dramaet fortsætter i Slagelse: Villum Christensen indkaldt til møde hos partitoppen

Valgdramaet fortsætter i Slagelse. TV ØST erfarer nu, at Villum Christensen (LA) er kaldt til møde på Christiansborg for at gå imod parties linje.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Valgballaden fortsætter i Slagelse Kommune.

Først var John Dyrby Paulsen (S) udnævnt til borgmester, men sådan skulle det alligevel ikke gå.

Han meldte ellers ud tirsdag nat, at det var lykkedes at samle et flertal blandt Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Liberal Alliance.

Villum Christensen er angiveligt i dag kaldt til møde hos partitoppen i Liberal Alliance for at forklare, hvorfor han vil pege på John Dyrby Paulsen (S).

John Dyrby Paulsen og Dansk Folkeparti har haft møde i formiddag. Og i eftermiddag har John Dyrby Paulsen indkaldt flere af parterne til et møde.

Bringer Venstre en ny kandidat i spil?

Der går samtidig forlydender om, at hvis Venstres Stén Knuth ikke kan blive borgmester, så overvejer de at bringe en ny kandidat i spil.

Men sidst Stén Knuth udtalte sig, så var han ganske sikker på, at pladsen for bordenden stadig var hans.

- Jeg tror stadig på, at jeg kan få borgmesterposten. Vi har haft et rigtigt godt valg i går, og jeg personligt får det bedste valg i den her kommune. Og derfor vil det være naturligt, at den, der har fået flest stemmer, også varetager den forhandling, som vi skal i gang med, lød det onsdag fra Stén Knuth.

Liberal Alliance og Radikale Venstre er jokerne

Hvis Liberal Alliance skifter blok, kan Venstre opnå de magiske 16 mandater sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

Men det er endnu uklart, hvor Radikale Venstre står lige nu. Onsdag sagde Radikale Venstres spidskandidat, Troels Brandt til TV ØST:

- Jeg har ikke lovet at møde op til noget møde. Vi vil det brede samarbejde, og det er også derfor, vi ikke er mødt op til forhandlingerne med de røde partier. Det er for snævert et flertal, siger han.

Her fortalte Troels Brandt, at han ville vente med at forhandle, til fintællingen er færdig. Den er nu færdig, så noget tyder på, at Troels Brandt er klar til at forhandle.


Nyhedsoverblik